Nyheder
Alvorlig slettefejl hos politiet: Børneattester og våbentilladelser fortsat i bero
Afgørelser er ved en fejl blevet slettet for tidligt fra Kriminalregisteret. Nu har politiet fundet en børneattest, hvor en afgørelse skulle have fremgået – og arbejdet med at afdække omfanget er endnu ikke afsluttet.
En fejl i politiets Kriminalregister betyder fortsat, at børneattester og våbentilladelser er sat i bero. Rigspolitiet og Politiets Administrative Center arbejder intensivt på at genskabe afgørelser, som ved en fejl er blevet slettet tidligere, end de skulle.
Den foreløbige undersøgelse tyder på, at problemet kan omfatte færre gerningskoder end først frygtet. Men arbejdet har samtidig afsløret konkrete afgørelser, der har manglet i registeret.
Foreløbig er yderligere 16 afgørelser blevet genregistreret, fordi de uretmæssigt var blevet slettet for tidligt.
Fandt fejl i børneattest
Politiet har også undersøgt, om fejlen har betydet, at der er blevet udstedt børneattester, hvor oplysninger skulle have fremgået, men ikke gjorde det. Her er der fundet ét konkret tilfælde.
Politiets Administrative Center har identificeret en børneattest fra 2015, hvor der retteligt skulle have stået en afgørelse, som på daværende tidspunkt var blevet slettet for tidligt.
Politiet har efterfølgende været i kontakt med den organisation, der rekvirerede børneattesten.
Organisationen har oplyst, at den pågældende person ikke har været ansat der siden omkring 2018. Ifølge politiet er personen heller ikke blevet sigtet eller dømt for strafbare forhold siden udstedelsen af børneattesten.
Læs også:
Kan have betydning for fem gerningskoder på børneattester
Rigspolitiets foreløbige vurdering er, at der i dag kan være fejlagtigt slettede afgørelser inden for 11 ud af cirka 1.400 relevante gerningskoder.
Når det gælder børneattester specifikt, vurderer politiet, at fejlen kan have betydning for fem ud af omkring 150 gerningskoder, der er relevante for en børneattest.
De foreløbigt 16 genregistrerede afgørelser er blevet fundet ved at søge i politiets eksisterende databaser for sagsbehandlingssystemet POLSAS – herunder historiske databaser.
Millioner af børneattester er udstedt
Politiet har undersøgt udstedte børneattester fra perioden 2015 til 2026. Siden 2015 er der samlet blevet udstedt omkring 3,7 millioner børneattester i Danmark, mens der årligt udstedes omkring 450.000. Men politiet kan ikke undersøge alle tidligere børneattester på samme måde.
Før 2015 foregik ansøgning om og udstedelse af børneattester manuelt, og det er derfor ikke muligt at søge efter, hvilke personer der dengang fik udstedt en børneattest.
Også i dag behandles en mindre andel manuelt. I 2025 drejede det sig om cirka 3,5 procent af de udstedte børneattester.
Politiet har heller ikke kunnet fremsøge disse og kan derfor ikke konstatere, om nogle af dem skulle have indeholdt en afgørelse, der var blevet slettet ved en fejl.
Undersøgelsen fortsætter
Arbejdet er endnu ikke afsluttet. Rigspolitiet arbejder fortsat med at kontrollere de genskabte oplysninger i POLSAS. Samtidig undersøges håndteringen af data, der omvendt kan have været opbevaret for længe.
Næste skridt bliver sammen med de berørte myndigheder at undersøge, om fejlene i Kriminalregisteret kan have påvirket sagsbehandlingen andre steder. Indtil videre er børneattester og våbentilladelser fortsat i bero.
Læs også: