Nyheder

Unge dropper cyklen – nu skal et nyt eksperiment lokke dem tilbage

Færre unge vælger cyklen i hverdagen. Nu bliver en række nye tiltag afprøvet på tre gymnasier for at finde ud af, hvad der kan få flere elever til at cykle.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 16. september 2026

Gratis kaffe efter cykelturen, bedre faciliteter ved cykelparkeringen og nye opholdsområder. Det er nogle af de initiativer, der nu skal undersøge, hvad der kan få flere gymnasieelever til at vælge cyklen.

Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme under Vejdirektoratet har sat projektet i gang, fordi cyklen ikke længere nødvendigvis spiller samme naturlige rolle i unges transportvaner som tidligere.

Forsøgene gennemføres på Virum Gymnasium, Rosborg Gymnasium i Vejle og Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Målet er både at få nye elever op på cyklen og fastholde dem, der allerede cykler.

Gratis kaffe efter cykelturen

Projektet tager udgangspunkt i, at information om fordelene ved at cykle ikke nødvendigvis er nok til at ændre transportvaner. Derfor bliver der arbejdet med fællesskab, oplevelser og konkrete ændringer på gymnasierne.

På nogle af gymnasierne får cyklende elever en såkaldt “optursankomst”, hvor de eksempelvis bliver mødt med gratis kaffe og en positiv start på skoledagen.

Andre steder bliver der opsat spejle og etableret faciliteter ved cykelparkeringen, så eleverne lettere kan gøre sig klar efter turen.

Der bliver også afprøvet et initiativ, hvor arealer, der normalt bruges til parkering af biler, midlertidigt bliver omdannet til opholdsområder for eleverne.

”Hvis flere unge skal vælge cyklen i hverdagen, kræver det, at vi bliver klogere på, hvad der motiverer dem, og hvordan vi kan understøtte de gode valg lokalt. Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme spiller en vigtig rolle ved at samle viden, teste nye løsninger og dele erfaringer, så endnu flere kan få glæde af det, der virker,” siger by-, land- og transportminister Signe Munk.

Skal finde ud af, hvad der virker

Forsøgene bliver løbende evalueret gennem observationer, interviews og registreringer på de tre gymnasier. Dermed skal projektet give mere viden om både de barrierer og den motivation, der påvirker unges valg af transport.

“Vi ved, at det generelt er svært at ændre menneskers transportvaner. Samtidig mangler vi viden om, hvad der får unge til at vælge cyklen frem for bilen eller den kollektive transport. Gymnasietiden kan være afgørende, fordi de vaner, der etableres her, ofte følger os videre i livet. Derfor er det vigtigt at afprøve konkrete initiativer og få mere viden om, hvad der faktisk motiverer unge til at træffe bæredygtige transportvalg,” siger Anna Dinesen fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.

Erfaringerne skal bruges i hele landet

Når projektet er afsluttet, skal erfaringerne samles og deles, så resultaterne kan bruges i arbejdet med at få flere unge til at cykle i hele Danmark.

I næste fase bliver forældrene også inddraget. Her skal det undersøges, hvordan de kan være med til at understøtte de unges valg af cyklen som transportmiddel.