Nyheder

Lastbiler hamrer ind i jernbanebroer – mindst 35 påkørsler i år

Banedanmarks broer er blevet påkørt mindst 35 gange i løbet af 2026. Det reelle antal kan være væsentligt højere, og omkring 300 broer har synlige skader efter påkørsler.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 16. september 2026

Lastbiler og andre køretøjer rammer fortsat jernbanebroer rundt om i Danmark. Alene i år har Banedanmark fået kendskab til 35 påkørsler.

Det registrerede antal fortæller dog ikke nødvendigvis hele historien. De 35 tilfælde omfatter kun hændelser, som Banedanmark er blevet gjort opmærksom på af eksempelvis politiet eller andre. Derfor vurderer Banedanmark, at det reelle antal formentlig er væsentligt højere.

Omkring 300 broer har synlige skader

Ved de løbende eftersyn har Banedanmark fundet synlige påkørselsskader på omkring 300 broer. Det er dog ikke muligt at konkludere, at alle skaderne er sket i år, da flere kan stamme fra tidligere år.

Særligt lastbiler er involveret, når køretøjer bliver klemt fast under eller kolliderer med broer.

”Det sker alt for tit, at særligt lastbiler bliver klemt fast eller på andre måder kolliderer med vores broer. Det er yderst sjældent, at jernbanen oven over broen bliver påvirket, men hver gang tager det ressourcer fra Banedanmark. Samtidig er det for vognmanden, som får regningen, en betragtelig udgift, og selvsagt må det være en ubehagelig oplevelse for chaufføren.

Vi vil derfor gerne opfordre til, at alle landets chauffører orienterer sig grundigt om brohøjderne på de ruter, de kører på,” siger Mette Ask Hansen, broansvarlig sektionschef i Banedanmark.

Broen skal undersøges efter påkørsel

Når en jernbanebro bliver ramt, skal det undersøges, om konstruktionen har taget skade.

Banedanmarks broingeniører eller en ekstern rådgiver gennemgår først de bærende dele af broen for at finde eventuelle brud.

I mange tilfælde er skaderne begrænset til mindre betonafskalninger, som kan repareres forholdsvis enkelt. Andre påkørsler kan føre til større revner, afslåede betonstykker eller blotlagt armering, hvilket kræver mere omfattende reparationer.

Banedanmark opfordrer derfor landets chauffører og vognmænd til at være ekstra opmærksomme på brohøjderne, når ruterne planlægges.