Nyheder
Hvem går børn til, når deres rettigheder krænkes? Hvert tiende svar bekymrer
Mere end 2.300 børn har svaret på, hvem de vil gå til, hvis deres rettigheder bliver krænket. De fleste peger på deres forældre – men hvert tiende vil ikke fortælle det til nogen.
Hvem går man til, hvis man som barn oplever, at ens rettigheder bliver krænket?
Det spørgsmål har mere end 2.300 børn fra hele Danmark svaret på i forbindelse med Rettighedsstafetten, der i uge 38 har sat fokus på børns rettigheder.Svarene viser, at langt de fleste børn har nogen, de vil gå til. Men de viser samtidig, at en gruppe børn risikerer at stå alene.
75,4 procent svarer, at de vil fortælle deres forældre det, hvis deres rettigheder bliver krænket. 55,9 procent vil gå til en ven, mens 48,6 procent vil fortælle det til en voksen, de stoler på. 42,2 procent vil gå til en lærer.
Men omkring hvert tiende barn svarer, at de ikke vil sige det til nogen. Samtidig svarer 10 procent, at de slet ikke ved, hvem de skulle fortælle det til. Børnene har kunnet vælge flere svarmuligheder, og undersøgelsen er ikke repræsentativ for alle danske børn.
Børn skal have en voksen, de kan stole på
Rettighedsstafetten har i år særligt fokus på artikel 19 i FN’s Børnekonvention, der handler om børns ret til et liv uden vold.
Ifølge Laura Lehnsted, projektleder for Rettighedsstafetten, understreger børnenes svar betydningen af at have en tryg voksen at gå til.
– Når det kommer til krænkelse af børns rettigheder, så er det vigtigt, at børnene oplever at have en tryg voksen, der kan handle på deres vegne. Der har vi en opgave som samfund, siger hun.
Hun fremhæver samtidig, at det er positivt, at langt størstedelen af børnene har en voksen, de føler sig trygge ved at tale med.
Læs også:
Det er aldrig barnets ansvar
Et centralt budskab fra organisationerne bag Rettighedsstafetten er, at det aldrig er barnets eget ansvar at sikre, at dets rettigheder bliver overholdt.
Det gælder, hvis et barn oplever vold eller overgreb, men også ved eksempelvis mobning, diskrimination eller andre situationer, hvor barnets grænser eller rettigheder bliver krænket.
Derfor handler kampagnen både om at lære børn om deres rettigheder og om at sætte fokus på de voksnes ansvar for at reagere, hjælpe og beskytte.
Læs også: