112
Omfattende indbrud på byggeplads og cykelforhandler i Nordjylland
Tyve har stjålet værktøj og cykler for store beløb i både Aalborg og Støvring, mens politiet samtidig har registreret flere sager om spiritus- og narkopåvirket kørsel
Nordjyllands Politi udgiver løbende uddrag fra politikredsens rapportmateriale. Her er et udpluk af hændelser fra 30. september til 2. oktober.
Store indbrud på byggeplads og hos cykelforhandler
Natten til onsdag har der været flere indbrud på en større byggeplads i Aalborg SV. Tyvene har bevæget sig rundt på hele byggepladsen og stjålet værktøj, maskiner og tilbehør fra flere aflåste rum, som de har fået adgang til gennem smadrede ruder og opbrudte døre. Derudover er en arbejdsbil tæt på byggepladsen blevet brudt op og tømt for værktøj, maskiner og tilbehør.
Samme nat har der været indbrud hos Smart Cykler i Støvring. Tyvene kom ind gennem en opbrudt branddør og stjal cykler for lige knap én million kroner. Politiet opfordrer til, at man kontakter Nordjyllands Politi på telefon 114, hvis man har set mistænkelig færden i området.
Onsdag eftermiddag blev der desuden anmeldt et indbrud i en villa i Nibe. Tyvene havde knust en terrassedør og gennemrodet alle husets rum. De kom afsted med både guld- og sølvsmykker.
Læs også:
Flere sager om spiritus- og narkopåvirket kørsel
En mand fra Brønderslev kommune havde onsdag aften et mindre solouheld på en lille knallert. Manden havde en promille over det tilladte og var derudover påvirket af cannabis.
Samme aften blev en mand fra Hjørring kommune sigtet og anholdt for at køre narkopåvirket i sin bil. Manden var desuden tidligere blevet frakendt førerretten.
Torsdag aften blev en mand stoppet på en tankstation i Aalborg-området. Manden var tidligere blevet frakendt sit kørekort og havde flere sigtelser for kørsel i frakendelsestiden, hvorfor køretøjet blev beslaglagt. Derudover var manden påvirket af narkotika og i besiddelse af to knive.
Læs også: