Nyheder
Ny julekalender på vej: Her er TV 2’s store satsning til december
Nisser, hemmelige agenter og en dramatisk kidnapning bliver omdrejningspunktet, når TV 2 blænder op for årets nye familiejulekalender. Allerede fra mandag den 5. oktober kan familier få fingrene i årets lågekalender.
Der er stadig et stykke tid til 1. december, men nu løfter TV 2 sløret for den nye familiejulekalender, der skal samle børn og voksne foran skærmen i december.
Titlen er I nissernes tjeneste, og denne gang bliver nisserne rykket ind på en helt almindelig dansk villavej.
Her møder seerne søskendeparret Luna og Storm og deres forældre, Signe og Peter. På overfladen ligner de en helt almindelig familie. Men familien gemmer på en stor hemmelighed. De er nisser – og samtidig hemmelige agenter i Tjenesten.
Forældrene bliver kidnappet
Familien lever undercover blandt helt almindelige mennesker, men nogen er ude efter dem. Da Luna og Storms forældre bliver kidnappet, er det pludselig op til de to børn at tage affære. De skal finde modet frem og forsøge at befri deres forældre inden jul.
Ifølge TV 2 bliver det en julekalender fyldt med nisser, magi og missioner, men historien skal samtidig handle om familie, identitet og om at turde være den, man er.
– Julekalenderen er et af TV 2s allerstørste fyrtårne, som år efter år samler danskerne på tværs af generationer, og der er noget helt særligt over 1. december, når vi tænder for første afsnit og sammen tager hul på julen, siger Ann-Alicia Thunbo Ilskov, senior executive producer hos TV 2.
Hun fortæller, at årets fortælling tager nisserne i en ny retning:
– Vi bevæger os væk fra hemmelige portaler og eventyrlige verdener og ind på en helt almindelig dansk villavej, hvor Luna og Storm opdager, at det magiske findes lige midt iblandt os, og at både deres familie og de selv er langt fra almindelige.
Læs også:
Kendte navne er med
Luna og Storm spilles af Ellen Johanne Frovin Hansen og Vilhelm Kroner Ingvald, mens Julie Christiansen og Sigurd Holmen Le Dous spiller deres forældre, Signe og Peter. Jesper Asholt spiller onkel Otto, mens Johannes Lilleøre og Rosalinde Mynster ses som Claes og Snehvepsen.
Derudover medvirker blandt andre Stig Rossen og Allan Hyde.
Julekalenderen er skrevet af hovedforfatter Morten Dragsted og instrueret af Fabian Wullenweber. Optagelserne har primært fundet sted i Kerteminde og Københavnsområdet.
Lågekalenderen er allerede til salg
Selvom første afsnit først bliver sendt 1. december, kan familier allerede fra mandag den 5. oktober købe årets tilhørende lågekalender. Den koster 50 kroner, og overskuddet fra salget går til børn på Julemærkehjemmene.
– For mange børn på Julemærkehjemmene er det største juleønske ikke noget, der kan ligge under juletræet. De drømmer om at få en ven og være en del af et fællesskab. Med overskuddet fra TV 2s lågekalender er danskerne med til at give ensomme netop det: nye venskaber, større tro på sig selv og følelsen af at høre til, siger Eva Veis Thomsen, kampagneleder i Julemærkefonden.
Kalenderen sælges blandt andet i føtex, Bilka, BR, SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’Brugsen, Brugsen, Meny, Min Købmand, SPAR, Harald Nyborg, Bog & idé, Legekæden og Løvbjerg.
Samlekort vender også tilbage
Fra 30. oktober kommer der desuden samlealbum og samlekort fra I nissernes tjeneste. Samlealbummet koster 40 kroner og sælges i føtex, Bilka og BR. Fra samme dato og frem til juleaften får kunder en pakke med tre samlekort for hver 100 kroner, de handler for i de tre kæder, så længe lager haves.
Og der bliver flere julekalendere at vælge mellem i år.
Fra 1. november kan Alletiders jul og Juleønsket ses på TV 2 Play. Fra 1. december vender Ludvig og Julemanden tilbage på TV 2 og TV 2 Play, mens The Julekalender igen bliver vist på TV 2 Charlie.
Læs også: