Alarm 112

Skyderi på parkeringsplads Saltumvej

Redaktion
Af Redaktion 3. april 2017

.
Skyderi på parkeringsplads Saltumvej, Aalborg Øst – 3 anholdt
Nordjyllands Politi

Søndag 2. april, kl. 21.01, indgik der til Nordjyllands Politi en anmeldelse om skyderi på parkeringspladsen Saltumvej i Aalborg Øst.
“En række personer og køretøjer var til stede på parkeringspladsen, og der skete på stedet en konfrontation, hvorunder der blev afgivet skud,” siger vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov, der leder politiets efterforskning af sagen.
Flere biler kørte, kort efter skyderiet, fra stedet
En person henvendte sig på Aalborg Universitetshospitals Traumecenter med tilskadekomst i det ene ben efter skud. Han er uden for livsfare. Yderligere en person har været på Traumecenteret og behandlet for overfladiske skrammer efter påkørsel af en bil.
I alt 3 personer er indtil videre anholdt i sagen. Der er tale om 3 mænd på henholdsvis 23, 23, og 27 år.
“Vi kan af hensyn til efterforskningen ikke udtale os yderligere i sagen, men vi efterforsker på fuldt tryk,” siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
“Vi er meget opmærksomme på området, og vi er massivt til stede i Aalborg Øst i øjeblikket,” tilføjer vicepolitiinspektøren.
Han opfordrer eventuelle vidner til straks at henvende sig til politiet, via 114. Og har man andre oplysninger i sagen, sidder politiet også klar ved servicenummeret 114.