.
Der må være en udkant opføres i Egense Forsamlingshus kl. 14 (generalprøve) og kl. 19 (premiere) lørdag 11. marts kl. 14. Farcen kan genses onsdag 15. og fredag 17. marts. Begge dage kl. 19. Den arrangerende Egense Borgerforening sælger rullepølse- og ostemadder, kaffe/te, øl, vand og vin.
–
Tekst: Bruno Larsen
–
Egense Borgerforenings dilettant-gruppe, der ses på vedstående foto (se billedtekst nederst), kan i år præsentere tre debutanter: Emma Falden, Sebastian Gajhede og Anny Isgaard. De får deres førsteoptræden i farcen Der må være en udkant ved en generalprøve i Egense Forsamlingshus lørdag 11. marts.
Der er fem andre på rollelisten: Rikke Kristensen, Maria Svane, Anders Kragelund Pedersen, Agnes Marcussen og Ole Thorup.
–
De otte får samtidig den store fornøjelse, at fejre Egense-dilettanternes 40 års jubilæum. Ketty Kragelund Pedersen, der sædvanen tro er sufflør, kan nemlig fastslå Egense-dilettanternes alder med stor sikkerhed. En af de efterhånden faste aktører, Anders Kragelund Pedersen, var med i barnevognen det første år (1977, red.), fordi hans mor spillede med. Anders’ mor er Ketty Kragelund.
Ketty Kragelunds datter, Vibeke, er også involveret, idet hun vender tilbage som instruktør. Hun overtager rollen efter Marna Hagensby, der har været på i de seneste ni år.
– Det er rigtigt, at jeg har været instruktør før. Mener det var fra 2006 til 2009. Sådan cirka, lyder det fra Vibeke Kragelund Pedersen, der også samarbejder med Keld Merrild årets scenemester.
–
Handlingen kort
Der må være en udkant er skrevet af Knud Erik Meyer Ibsen, der for mange lyttere er kendt som studievært i P4 Nordjylland. Med handling og replikker rammer han lige ned i nutiden med politikernes snak om udkantsproblemer.
Stykket handler om den ældre dame Vera, som bor alene i eget hus med støtte af hjemmehjælperen Bitten. Sønnen Niels Jørgen, der også er byrådsmedlem, prøver at flytte moren på plejehjem og det giver en masse forviklinger ikke mindst på grund af en letlevende dame frøken Lulu.
Niels Jørgen tager hjemmehjælpen fra sin mor, så hun ikke kan klare sig selv, men Bitten skaffer en lejer, der kan hjælpe Vera og det bliver frøken Lulu. Hun er måske nonne, for hun medbringer et stort kors. Lulu driver åbenbart også aftenskole. I hvert fald blinker et neonskilt med åben i vinduet, når mørket falder på.
–
Foto:
Dilettantgruppen i Egense består i år af (bagerste række fra venste): Emma Falden og Maria Svane. Midterste række: Sebastian Gajhede, Ole Thorup Nielsen, Vibeke Kragelund Pedersen (instruktør), Anders Kragelund Pedersen, Agnes Marcussen, Rikke Kristensen, Keld Merrild (scenemester) og Ketty Kragelund Pedersen (sufflør). Forrest sidder Anny Isgaard og Nicklas Greve Kristensen.
Læs også: