Alarm 112

Uddrag af døgnrapporten 30. januar

Fuld og uden kørekort i Aabybro

Redaktion
Af Redaktion 30. januar 2017

.

En patrulje spottede natten til mandag 30. januar en bil på Østergade i Aabybro, der kørte langsomt og slingrende.
Patruljen ville bringe bilen til standsning, som dog var svært, eftersom føreren valgte at dreje ind på Industrivej, køre 500 meter og derefter parkere bilen midt på vejen. Bilen blev dog stoppet til sidst.
Den 42-årige fører af bilen fik lov at puste i alkometeret, der slog ud.
Efter promilletesten kunne han desuden oplyse patruljen, at han også var frakendt førerretten til at køre bil indtil 2023.
Han blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og uden kørekort.

Fuld og tilbageholdt
Vagtcentralen modtog søndag aften 29. januar en anmeldelse om en spritbilist på Skatskovvej i Aalestrup.
Anmelder havde fulgt efter en bil, der kørte utroligt usikkert, og havde derefter taget fat i føreren, da bilen standsede. Han lugtede kraftigt af alkohol, hvorfor der blev ringet til politiet.
En patrulje ankom til stedet og bad den 41-årige mand om at puste i alkometeret.
Det slog ud.
Han blev anholdt, sigtet for spirituskørsel, og taget med til stationen for at få taget en blodprøve.

Tyve på Muren
En 41-årig mand blev natten til søndag 29. januar udsat for lommetyveri i Svenstrup.
Under en ellers festlig aften på Murens Bar i Svenstrup var en lommetyv forbi mandens jakkelomme, hvorfra der blev stjålet en iPhone 7.

Indbrudstyve ude med det store værktøj
To containere blev mellem 27. januar og mandag morgen 30. januar brudt op på Storardenvej i Arden.
Indbrudstyvene brugte vinkelslibere til at åbne containerne, der var aflåst med store hængelåse og nøglebokse.
Fra containerne blev der stjålet diverse el – og håndværktøj.

Tyve ude efter elektroniken i Vodskov
Et opbrudt vindue var, hvad anmelder søndag aften blev mødt af, da han kom hjem til sin villa på Enebærvej i Vodskov.
Ukendte gerningsmænd har brudt havevinduet op og har derefter kunne begå sig i hele huset.
Fra huset er der blevet stjålet en Xbox One, kamera og dertilhørende udstyr, et Apple TV, Apple Airport Express og en laptop.