Alarm 112

Uddrag af døgnrapporten 16. december

Ray Ban-tyve i Aabybro

Redaktion
Af Redaktion 16. december 2016

.

En optiker på Torvealle i Aabybro havde natten til fredag 16. december besøg af ubudne gæster.
De knuste en rude ind til forretningen og steg ind.
Fra forretningen fik tyvene stjålet ca. 28-30 stk Ray Ban-solbriller til en værdi mellem 1100 og 1800kr. pr. stk.
Bliver du tilbudt billige solbriller – eksempelvis på DBA – så vær skeptisk. Det kan være hælervarer.

Fulde mænd kørt hjem
Vagtcentralen modtog tidligt fredag morgen 16. december en anmeldelse om en beruset mand, der lå foran en guitarbutik på Vesterbro i Aalborg.
Anmelder havde forgæves forsøgt at vække ham.
En patrulje blev kaldt til stedet.
De fik kontakt med den 34-årige mand og kørt ham hjem i seng.

Også i Brønderslev måtte en patrulje køre en fuld mand hjem.
En 44-årig mand lå kold og fuld i en gyde på Nørregade i Brønderslev.
Patruljen fik vækket manden og kørt ham hjem i seng.

Naboen larmede
En anmelder ringede natten til fredag 16. december til vagtcentralen.
Naboen på C.P Holbølls Plads spillede højt musik og larmede.
En patrulje blev sendt til adressen, der fik snakket med personerne. De ville skrue ned for musikken.

Butikstyv stoppet
To kasser Carlsberg øl, en kasse Tuborg Julebryg og to flasker Baileys.
Det var, hvad en 34-årig mand fra Aalborg området torsdag aften 15. december ville have med hjem fra Netto i Danmarksgade i Aalborg.
Dog ville han helst slippe for at betale.
Det så to handlende i butikken, der fulgte efter ham ud og valgte at tilbageholde ham.
I stedet for øl og sprut måtte han nøjes med en sigtelse for butikstyveri.

Snydt for Battlefield
285kr.
Sådan lød prisen på et spil til Playstation på en Facebooksalgsside.
En 37-årig mand fra Aars valgte fredag 9. december at slå til på annoncen.
Han overførte pengene, men modtog aldrig noget spil i bytte.

Ville købe ny telefon – endte op helt uden
En 58-årig mand fra Aalborg spottede i starten af december en interessant salgsannonce på Facebook.
En solid opgradering af hans telefon kunne det blive til, hvis han overførte 700kr. til sælger samt sendte sin mobiltelefon med i købet.
Anmelder sendte både penge og mobiltelefon, men modtog aldrig noget i bytte.