.
Pandrup-virksomheden Trackunit A/S forsætter med at udbygge sin position som førende leverandør af it-løsninger til maskinbranchen. Derfor flytter virksomheden nu sit hovedkontor til Aalborg. Produktionsdelen i Pandrup flyttes samtidig til BB Electronics i Horsens.
Trackunit A/S er med stærke nordjyske rødder blevet en førende leverandør af it-løsninger til maskinbranchen. Virksomheden er et levende bevis på, at softwareeventyr ikke kun finder sted i San Fransisco eller København. Trackunits innovative løsninger benyttes i dag af brugere i 65 lande, og nordjyderne har rundet 200.000 installationer verden over.
De seneste år har været præget af stigende specialisering indenfor den softwareudvikling, som udgør virksomhedens kerneforretning og konkurrencemæssige styrke.
Skal Trackunit A/S fastholde den position, og skabe endnu flere nordjyske arbejdspladser, er det ifølge adm. direktør i Trackunit Jørgen Raguse helt afgørende, at man fortsat kan tiltrække specialister indenfor softwareudvikling. Derfor har virksomheden besluttet at flytte fra Pandrup til Aalborg:
Vi er glade for Pandrup, og vi bliver ved med at være en nordjysk virksomhed. Men vi skal fortsætte med at udvikle os, og når vi skal tiltrække endnu flere af de skarpeste IT-hoveder, er flytningen til Aalborg nødvendig. Vi har simpelthen brug for de menneskelige ressourcer, som Aalborg kan tilbyde, siger han.
Trackunit A/S forventer at ansætte 15 nye softwareudviklere til kontoret i Aalborg i løbet af 2017 og yderligere 40-50 frem til 2020.
Den intensive fokus på softwareudvikling betyder også, at Trackunit A/S har valgt at flytte produktionsdelen af virksomheden til BB Electronics i Horsens. Flytningen betyder, at i alt 20 medarbejdere vil blive tilbudt et job på BB Electronics fabrik i Horsens.
Trods vemodigt farvel til Pandrup og til gode medarbejdere, ser Jørgen Raguse alligevel frem til at sætte yderligere skub i væksten i Trackunit.
Det er ikke rart at sige farvel til gode medarbejdere eller den by, som har æren for en stor del i Trackunits succes. Men skal vi blive ved med at udvikle os, og skabe flere lokale arbejdspladser, så kræver det, at vi fokuserer endnu mere målrettet på det, vi er bedst til at udvikle it-løsninger til maskiner og køretøjer, siger han.
Jørgen Raguse understreger, at flytningen af kontoret og produktionen ikke vil komme til at påvirke virksomhedens kunder. BB Electronics i Horsens er også i globalt perspektiv konkurrencedygtig på både pris og kvalitet, og det glæder direktøren at produktionen kan holdes i Danmark.
Flytningen af hovedkontoret forventes at finde sted til april 2017.
Flytningen af produktionen til BB Electronics i Horsens finder sted mellem jul og nytår, hvor produktionen er på sit laveste.
Trackunit har siden 2003 specialiseret sig inden for design, udvikling og produktion af flådestyringsløsninger, såkaldt telematik. Trackunit beskæftiger over 100 medarbejdere og er i dag førende indenfor flådestyring til maskiner med over 200.000 installationer til kunder i 65 lande.
Læs også: