Erhverv
Aalborg Katedralskole bygger nyt musikhus
Særlige krav til akustik og lyd
.
Aalborg Katedralskole er i øjeblikket ved at få opført et nyt musikhus, der blandt andet skal indeholde multisal, musikundervisningslokaler og lokaler til klasseundervisning. Det er TL BYG A/S i Aalborg, der ved licitationen har vundet totalentreprisen. Qua virksomhedens mange års erfaring med akustikoptimerede byggerier sikres, at skolens knap 1000 elever får de mest optimale musikalske rammer i fremtiden.
Aalborg Katedralskoles nye, selvstændige musik- og undervisningshus er i øjeblikket ved at blive bygget i Sankt Jørgens Gade i det tidligere Botanisk Have. Byggeriet bliver i tre etager, hvor den nederste etage skal indeholde en multisal med plads til 350 mennesker, som blandt andet skal bruges til skolens fællesarrangementer, foredrag og teateraktiviteter. Stueplan er forbeholdt musikundervisningen med blandt andet store undervisningslokaler, øverum og forberedelseslokaler til musiklærerne.
– Det her er en gammel drøm, der nu går i opfyldelse, siger rektor på Aalborg Katedralskole Christian Warming og fortsætter: – Vi har haft et væld af ambitioner og behov til huset, som alle skulle findes plads til på det begrænsede byggeareal. Men det er lykkedes os at komme frem til nogle rigtig gode, funktionelle løsninger, og nu glæder vi os til at se det færdige resultat og tage huset i brug.
Musikhuset udgør samlet set 1.700 kvadratmeter inklusiv en stor balkon. I samtlige rum bliver der lagt vægt på æstetik, der signalerer musik, og ikke mindst fleksible, funktionelle løsninger, hvor man eksempelvis hurtigt kan slå to undervisningslokaler sammen til ét.
Musikhuset bliver desuden bygget med de nyeste og mest moderne teknikker inden for akustik og lyd, så eleverne og skolens lærere får de bedste vilkår, når der skal undervises i alt fra trommer og klaver til sang. Det er den nordjyske entreprenørvirksomhed TL BYG A/S, der har vundet udbuddet, og rektor Christian Warming er foreløbig godt tilfreds: – TL BYG har nogle særlige kompetencer, når det gælder lyd og akustik, og det kommer naturligvis det endelige hus, undervisere og elever til stor gavn, fortsætter han.
TL BYG har tidligere stået for opførelsen af den nye musikfløj på Hasseris Gymnasium, Musikkens Hus samt et større antal biografer landet over. Fællesnævneren er hensynet til en optimal akustik:
– Byggerier med fokus på god akustik er blevet et stort nicheområde for os de seneste år. I dag har vi eksempelvis specialister inden for de såkaldte box i box-løsninger, specielle støbte lydgulve, buede vægge og akustikoptimerede materialer. Alt sammen med henblik på at sikre, at lyden er optimal i de enkelte rum og ikke spredes unødigt til andre rum og omgivelser, siger direktør Jens Nielsen fra TL BYG.
TL BYG A/S er totalentreprenør på det nye musikhus, som forventes at stå færdigt i foråret 2017.
Læs også: