Erhverv

Nordjyske virksomheder kigger mod Polen og Ukraine

Redaktion
Af Redaktion 18. maj 2016

.
Der var god interesse da Business Rebild, Eksportrådet, Dansk Erhvervsfremme, og Væksthus Nordjylland inviterede til eksportseminar i Støvring den 12. maj med fokus på nye afsætningsmuligheder i Polen og Ukraine.
Borgmester Leon Sebbelin bød velkommen til et spændende seminar og kunne oplyse at der rent faktisk er 85 forskellige nationaliteter bosiddende i Rebild kommune, hvor af størstedelen kommer fra Polen og Ukraine.
Netop Polen og Ukraine er to store, men lidt glemte markeder i Europa. De to lande repræsenterer enorme vækstpotentialer og afsætningsmuligheder, såvel som potentielle underleverandørroller for danske virksomheder. Samtidig er der også store faldgrupper, som er vigtige at gøre virksomhederne opmærksom på, udtaler Jane Bejlegaard Lindberg Erhvervs- og Turistchef i Rebild
Vi har derfor i samarbejde med Eksportrådet, Dansk Erhvervsfremme, Væksthus Nordjylland inviteret til et eksportseminar, der kan hjælpe de lokale virksomheder med at få andel i de potentialer Ukraine og Polen udgør fortsætter Jane Bejlegaard Lindberg.
På arrangementet blev virksomhederne introduceret til de markedsmuligheder og opmærksomhedspunkter der er, i forbindelse med det polske og ukrainske marked. Desuden fik virksomhederne mulighed for at få en én-til-én snak med rådgiverne med fokus på den enkelte virksomheds muligheder på markedet og hjælp til at komme videre.
Alt i alt en spændende dag der dannede grobund for yderligere eksport tiltag fra de nordjyske virksomheder.