Erhverv

Post Danmark åbner nyt pakkecenter

Redaktion
Af Redaktion 19. april 2016

.
POST DANMARK ÅBNER NYT PAKKECENTER I AALBORG

Nethandlen i Danmark vokser fortsat eksplosivt, og derfor åbner Post Danmark nu et 5.000 kvadratmeter stort pakkecenter i Aalborg. Det bliver det første af i alt fire nye pakkecentre i Danmark.
Pakkecenteret i Aalborg forventes i drift til juli, men allerede nu er installationen af en ny sorteringsmaskine i Post Danmarks tomme hal på Rustenborg i fuld gang.
– De nye pakkecentre er led i vores omstilling af virksomheden til en verden, hvor pakker og logistik fylder stadigt mere i danskernes behov for post. Forsendelserne fra nethandlen vil i fremtiden kræve større kapacitet, så nu supplerer vi vores eksisterende pakkecentre i Taulov og Brøndby med i første omgang et i Aalborg, siger postmester i Aalborg Bo Klinkby.
Voksende pakkevolumener og voldsomme fald i brevmængderne er baggrunden for, at Post Danmark omlægger sin produktionsstruktur. En større integration af struktur og processer skal styrke Post Danmark og den øvrige PostNord-koncerns position som ledende logistikaktør i Norden. Pakkecenteret i Aalborg er et skridt i denne omstilling.
I marts rykkede et hold eksperter fra den italienske leverandør ind på Rustenborg for at installere og teste den nye maskine, der bliver den foreløbigt mest avancerede i Danmark. I midten af april står maskinen klar til at få installeret strøm og it. Fra juli skal den sortere alle pakker fra Nordjylland om aftenen, så de kan komme ud i hele Danmark næste dag, og om natten sortere alle pakkerne fra resten af landet til nordjyderne.
– Maskinen kan sortere 6.000 forsendelser i timen til 240 pakkeruter, og den kan indstilles til lige præcis den situation, vi står i på dagen. Det gør sorteringen hurtigere og mere præcis, så vi kan fylde pakkebilerne bedre, køre færre kilometer og udlede mindre CO2, siger Bo Klinkby.
Sorteringsmaskinen er indrettet, så behovet for manuel sortering og graden af tungt arbejde mindskes. Det har både en positiv effekt på arbejdsmiljøet for de ca. 40 ansatte, der skal betjene maskinen, og på kvaliteten af sorteringen. Medarbejderne kommer fra andre funktioner i Post Danmark, og oplæringen begynder i juni, så alt er klar til opstart i slutningen af juli.