.
Den nordjyske fødevareklynge Nordjysk FødevareErhverv og Vækstforum Nordjylland søsætter nu et nyt udviklingsprogram målrettet de nordjyske fødevarevirksomheder. Fokus ligger på internationalisering og eksport, forretningsudvikling samt markedsudvikling og branding for de nordjyske fødevarevirksomheder.
Hvert femte private job i Region Nordjylland ligger inden for fødevareerhvervet, der dermed er det største private erhverv i regionen. Nu skal et nyt udviklingsprogram fra Nordjysk FødevareErhverv og Vækstforum resultere i både nye arbejdspladser og fastholdelse af eksisterende. Programmet er netop blevet godkendt af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen:
– Sidste år gennemførte vi vores første udviklingsprogram med stor succes. Ikke mindre end 82 nordjyske virksomheder gennemførte programmet, og mere end hver tredje af deltagerne havde ikke tidligere haft kontakt til erhvervsfremmesystemet, forklarer direktør Hans Henrik Bruhn fra Nordjysk FødevareErhverv og fortsætter: – Med afsæt i sidste års resultater har vi nu fået godkendt et nyt udviklingsprogram. Målsætningerne om jobskabelse og fastholdelse er de samme, men midlerne til at nå målene er nye.
Det nye udviklingsprogram hedder NEXT STEP og er målrettet fødevarevirksomheder med mellem 5 og 99 medarbejdere. Denne gang er antallet af virksomheder, der skal igennem de individuelle udviklingsforløb, reduceret til 30, men til gengæld er de enkelte forløb både længere og mere intensive.
Temaerne i NEXT STEP er da også relativt omfattende. Det handler om 1) Internationalisering og eksport, 2) Forretningsudvikling og 3) Markedsudvikling og branding:
– Internationalisering og eksport er det vigtigste tema i vores program. Vi skal ganske enkelt hjælpe flere nordjyske fødevarevirksomheder til udlandet med deres produkter, så de dels udvider deres marked og dels også bliver mindre sårbare. Danske fødevarer har et godt ry i udlandet, og her ligger fortsat et stort potentiale for vækst og dermed jobskabelse, pointerer Hans Henrik Bruhn videre.
En del af de virksomheder, der havde stor gavn af sidste års udviklingsprogram, har også fået positiv omtale i medierne. – Vi skal have flere succeshistorier, og det kan jeg også godt garantere, at vi får i NEXT STEP, slutter Hans Henrik Bruhn, der sammen med kollegerne i Nordjysk FødevareErhverv allerede er gået i gang med at finde egnede kandidater.
NEXT STEP er et nyt udviklingsprogram fra Nordjysk FødevareErhverv og Vækstforum Nordjylland. Gennem programmet kanaliseres to millioner kroner ud til vækstparate nordjyske fødevarevirksomheder, som skal hjælpe med at understøtte virksomhedernes udvikling og vækst. I NEXT STEP gennemføres 30 individuelle virksomhedsforløb og tre netværk inden for områderne: 1) Internationalisering og eksport, 2) Forretningsudvikling og 3) Markedsudvikling og branding.
NEXT STEP er målrettet nordjyske fødevarevirksomheder med mellem 5 og 99 medarbejdere.
Fakta om Nordjysk FødevareErhverv
Nordjysk FødevareErhverv er Region Nordjyllands store og samlende fødevaresatsning. Initiativet blev igangsat i 2013 af Vækstforum Nordjylland under Region Nordjylland og overgik i 2015 til at blive en forening, som har en stærkt virksomhedsrepræsenteret bestyrelse med en god repræsentation af videns- og brancheinstitutioner. Foreningen tæller 24 medlemsvirksomheder inden for fødevare- og fiskeerhvervet.
Læs også: