Erhverv

Kendte revisorprofiler skifter til Revision Limfjord

Redaktion
Af Redaktion 12. januar 2016

.
Revision Limfjord er på bare 10 år vokset til 7 kontorer og 120 medarbejdere. Senest har Nørresundby/Aalborg-kontoret tiltrukket de to tidligere KPMG-profiler Lars Danmark Baadsgaard Bruun og Peter Fonseca Larsen.

Det går stærkt hos det nordjyske revisionsfirma Revision Limfjord, der i dag er vokset til Danmarks 18. største revisionskontor. Revisionsfirmaet har nu 7 afdelinger i Limfjordsområdet, henholdsvis i Holstebro, Hurup, Nykøbing Mors, Nørresundby/Aalborg, Skive, Struer og Thisted, og har rundet 120 medarbejdere.

Kontoret i Nørresundby/Aalborg er netop vokset til i alt 14 medarbejdere, og de to sidst tilkomne er nogle af Nordjyllands helt tunge revisor-profiler. Det er tidligere director hos KPMG Aalborg Lars Danmark Baadsgaard Bruun og manager Peter Fonseca Larsen:

– Revision Limfjord er en på en gang jordnær og meget ambitiøs revisions- og rådgivningsvirksomhed, og det har jeg fundet så tiltrækkende, at jeg har sagt ja til at blive partner her på Nørresundby/Aalborg-kontoret i Nørresundby, som vi plejer at sige. Her kan jeg for alvor få lov til at arbejde fokuseret med de små og mellemstore virksomheder (SMV) og være med til at sætte et massivt fingeraftryk på den vækst, som vi planlægger i de kommende år, forklarer Lars Danmark Baadsgaard Bruun og fortsætter: – Det vi kan tilbyde til virksomhederne i Nordjylland er en revisor og rådgiver, der er synlig i virksomheden, og som er tæt på den dagligdag, der betyder noget. Det er der mange, der efterspørger, og derfor forventer jeg, at vi med vores lokale vækststrategi får brug for endnu flere skarpe revisor-profiler her i Nørresundby/Aalborg i den kommende tid.

Han er netop startet den 1. januar 2016, mens den forhenværende og nu igen nuværende kollega fra KPMG Peter Fonseca Larsen startede 1. december 2015. Lars Danmark Baadsgaard Bruun er indtrådt som partner fra første dag, og er dermed blevet en del af ejerkredsen i Nørresundby/Aalborg sammen med partnerne Jens Erik Bjerggaard og Carsten Lie. Sidstnævnte er søn af revisor Esben Lie, der er medstifter af Revisionsfirmaet Andersen & Lie, som i 2014 blev fusioneret ind i Revision Limfjord:

– Vi er meget glade for at have fået Lars og Peter om bord. De har en meget bred erfaring fra nogle af landets og lokalområdets største revisionsselskaber og kunder og nogle markante profiler, som kan være med til at tiltrække nye typer af kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere. Nu skal vi sammen sætte turbo på vækstplanerne med afsæt i den unikke platform, vi står på, forklarer Carsten Lie.

Revision Limfjord betjener i dag et bredt udsnit af mindre og mellemstore handels-, service- og industrivirksomheder i Nordjylland og har gennem årene haft succes med dels organisk vækst og vækst via fusioner. Og netop størrelse spiller i dag en afgørende rolle i branchen efterhånden som kompleksiteten i lovgivningen og dermed i rådgivningen stiger. Medstifter i Revision Limfjord Troels N. Ifversen forklarer:

– De seneste år er vores branche gået i retning af større og større enheder. Det skyldes, at lovgivningen bliver mere og mere kompleks, og jo mindre du er, jo sværere er det at håndtere. Samtidig ser vi, at den enkelte virksomhed i stigende grad har behov for individuel rådgivning, og det stiller store krav til revisoren, siger han og fortsætter: – Vi har derfor i hele vores levetid haft en ambitiøs vækststrategi, hvor vi har haft succes med at gennemføre en række fusioner med lokale revisionskontorer altid med respekt for at bevare nærheden til kunderne. At vi nu har en størrelse og profil, der gør, at vi kan tiltrække dygtige og markante folk som Lars Danmark Baadsgaard Bruun og Peter Fonseca Larsen til kontoret i Nørresundby/Aalborg ser jeg som en yderligere blåstempling af vores setup.

Troels N. Ifversen er partner på kontoret i Thisted, og det var her, at Revision Limfjord startede i 2005 som en fusion mellem revisionsfirmaet Bjørndal & Nordentoft i Thisted og ST Revision i Hurup med tilsammen 60 medarbejdere.