.
Renè Jensen, teknisk instruktør hos CUBIC-Modulsystem A/S i Brønderslev, bosiddende i Aalborg, har netop fået overrakt den internationale pris IEC 1906 Award 2015 for sin unikke indsats i IECs internationale standardiseringsarbejde inden for den elektromekaniske industri, hvor han har arbejdet for at give mindre virksomheder en større plads på det globale marked.
– I takt med stigende internationalisering og øget konkurrence på de globale markeder er det i dag nok vigtigere end nogensinde, at danske eksperter sidder med ved bordet og gør deres indflydelse gældende, når internationale standarder bliver til. På den måde sikrer vi nemlig både danske virksomheders konkurrencekraft og muligheder på de internationale markeder og skaber tryghed og sikkerhed for danske forbrugere. Derfor er jeg også stolt, når danske udvalgsmedlemmer modtager en pris for deres arbejde, siger Anne Hasløv Stæhr, adm. direktør i Dansk Standard.
Fra dansk side deltager ca. 2000 eksperter fra bl.a. virksomheder, forskningsinstitutioner og myndigheder aktivt i det internationale standardiseringsarbejde. Her er de med til at sikre, at morgendagens standarder afspejler nyeste viden og best practise og varetager danske interesser til gavn for dansk eksport og produktudvikling og i forhold til forbrugersikkerhed, sundhed, kvalitet og miljø.
– Det er blevet lidt som en mission at hjælpe uafhængigheden. Uden min deltagelse ville standarderne i min branche udelukkende være skrevet af folk fra multinationale virksomheder, til de selvsamme virksomheder. Og det er ikke den slags virksomheder, vi har i Danmark. Her er vi små uafhængige el-tavlebyggere, som holder hjulene i gang og holder Danmark forsynet med elektricitet, siger Renè Jensen om bevæggrunden for sit arbejde med standardisering, der nu har medført en international pris.
CUBIC-Modulsystem A/S blev grundlagt på baggrund af en unik ide til et modulsystem til opbygning af eltavler. En del af deres mission er at være uafhængig leverandør af tavlesystemer. Derfor har Renè Jensen kæmpet for at bevare den mulighed i standarderne. Det betyder, at det færdige produkt, el-tavlen, kan skabes af tavlebyggere med delkomponenter fra forskellige underleverandører. Han modtager prisen for denne indsats for at give mindre virksomheder en større plads på det globale marked.
Prisen blev overrakt af den danske nationalsekretær i den internationale elektrotekniske kommission IEC, René Nielsen, seniorkonsulent i Dansk Standard.
René Jensen var i 2010 den første danske kandidat og delegerede til IECs Young Professional program. Dette program har som mål at samle fremtidens eksperter inden for det tekniske og ledelsesmæssige område. Programmet giver deltagerne mulighed for være med til at præge den fremtidige internationale standardiseringsverden inden for det elektrotekniske områder. Dette har bidraget til at René Jensen er blevet anerkendt for sit bidrag og deltagelse i standardiseringsarbejdet i IEC.
Læs også: