.
Sortkrudtfestival med aktiviteter for både store og små på Hals Skanse
Der er røverhistorier, smagsprøver, børneaktiviteter og masser af krudt, kugler og kanoner, når Hals Museum og Skanse igen i år danner rammen om Sortkrudtfestivalen den sidste weekend i juli. Det bliver et par livlige og sanselige dage med masser af gode oplevelser og fortællinger om 1600-tallet militære liv, fra dengang Hals Skanse beskyttede Limfjordslandet mod fjendtlige angreb fra Tyskland og Sverige.
De erfarne Nordjyske Sortkrudtsskytter slår lejr i skansegården og tager sig af de sprængfarlige aktiviteter. Skytterne er iført tidstypiske uniformer og bevæbnet til tænderne med geværer og kanoner og vil flere gange i løbet af weekenden demonstrere deres kunnen.
Er man mere til fægtningens ædle kunst, er det gruppen The Armoury, man skal opleve. De byder på opvisninger i sværddueller, og både store som små kan få undervisning og selv prøve kræfter med gentleman-sporten.
Boder og børneaktiviteter
I skansegården er der handelsboder, som faldbyder alskens varer fra skind og læderarbejder til hånddryppede lys og forskellige honningprodukter. Der vil naturligvis også være boder med mads og drikke.
Den sagnomspundne vikinge-kjøgemester fra Lindholm Høje Cafeen træder ud af sit vante vikinge-element, når han tager udfordringen op og går ombord i madlavning fra 1600-tallet. Han både kokkererer og fortæller om de fattiges bondekost og de riges luksus og så vil der være gratis smagsprøver.
Er man til flere gode røverhistorier, så find historiefortælleren Mikkel Langbue på pladsen, og hør hans livlige beretninger om livet i renæssancen.
Både lørdag og søndag vil der være aktiviteter for børnene, som kan bage deres egen pandekage, støbe deres egen geværkugle af tin, dryppe lys eller lave et sværd i træ.
Økonomisk støtte
Hals Museum er meget glad for, at man igen i år har fået anerkendelse for arbejdet med festivalen i form af økonomiske støtte fra Sparekassen Vendsyssels Fond, Ulsted. I år har museet modtaget 5.000 kr. til aktiviteter.
Program for dagene uddeles sammen med billetten ved indgangen.
Billetsalg:
Dagsbilletter sælges ved indgangen og koster 30 kr. (børn under 7 år kommer gratis ind)
Tid og sted:
Lørdag 25. og søndag 26. juli 2015 kl. 10-17
Hals Museum, Skansen 1, 9370 Hals
Arrangør:
Hals Museum og Nordjyllands Historiske Museum i samarbejde med lokale erhvervsdrivende og Hals Museumsforening og Arkiv
Læs også: