.
Livø er en lille ø på godt 3 kvadratkilometer, som ligger i Limfjorden sydvest for Løgstør. På trods af sin beskedne størrelse rummer øen en fantastisk smuk og varieret natur. Her er både hede, overdrev, strandenge, gammel egeskov og stejle kystskrænter. Der kører ingen biler på øen, og der er kun 8 fastboende indbyggere, så hvis man søger ro og fred er Livø stedet at tage hen.
I foråret i år blev den tidligere funktionærbolig Nonnebo totalrenoveret, og dette har givet mulighed for nye overnatningsmuligheder på øen i form af tre familielejligheder med plads til hhv. 4, 5 og 6 personer. Man kan også overnatte på øens teltplads med toilet og badefaciliteter.
I juni måned er der mulighed for at komme på to forskellige guidede ture på øen.
LIVØ OG ØKOLOGISK LANDBRUG
Dato: Lørdag 20. juni kl. 10-12
Mødested: Havnen på Livø ved den store sten
Turleder: Karsten Kjærgaard, Livø Avlsgaard, Naturstyrelsen og DN Vesthimerland
OBS: Deltagerne sørger selv for transport til og fra Livø. For sejltider se www.miniline.dk eller tlf. 40 30 70 06.
Tilmelding: Senest torsdag 18. juni på tlf. 40 51 52 13 eller vesthimmerland@dn.dk. Max 40 deltagere.
Mød landmanden på Livø. Vi starter med en tur i marken og ser det økologiske landbrug, de gamle, genopdagede kornsorter – enkorn, emmer, spelt, goldblume, svedjerug og mange flere – herunder også marken med de glutenfrie afgrøder. Karsten Kjærgaard fortæller om øen som 100% økologisk og drømmen om at blive selvforsynende med energi. Og vi hører om den tidligere udnyttelse af skoven frem til nutidens driftsformer med bl.a. kvæg som naturplejere. Kl. 12 spiser vi vores madpakker i byen eller køber mad på kroen. Bagefter kan man gå en tur øen rundt eller besøge de gamle institutionsbygninger.
SMAG PÅ LIVØ
Dato: Tirsdag 30. juni kl. 13.30 – onsdag 1. juli kl. 10
Mødested: Bålpladsen på haven på Livø
Turleder: Naturvejleder Lars Wachmann, Naturstyrelsen, og naturvejleder Karin Winther, Vesthimmerlands kommune
OBS: Hængekøjer kan lånes. Deltagerne sørger selv for transport til og fra Livø. Book billetter på miniline. Tilmelding: Senest fredag 26. juni kl. 12 til Karin Winther på tlf. 30 32 49 39 eller på karin@naturekspeditionen.dk
Pris: 125 kr. der bl.a. dækker aftensmad og morgenmad.
Smag på og oplev den fantastiske naturperle Livø. I løbet af et lille døgn vil naturvejlederne Lars Wachmann fra Naturstyrelsen og naturvejleder Karin Winther fra Vesthimmerlands Kommune være guider på en anderledes naturoplevelse med gåture, indsamling af planter til mad, madlavning over bål, dyresafari, samt overnatning under åben himmel på stranden eller i hængekøjer i troldeskoven. Der kan evt. også overnattes på campingpladsen eller lejes senge i hytterne, men det arrangeres selv.
Læs også: