Sport

AaB af 1885 bygger nyt klubhus i Aalborg Øst

Efter flere års planlægning er byggeriet nu officielt i gang. Det nye klubhus på Hornevej bliver på 1.718 kvadratmeter og skal stå klar om et år.

Martin Gorritzen
Af Martin Gorritzen 2. juni 2026

Fredag den 29. maj blev et af de største udviklingsprojekter i AaB af 1885’s nyere historie sat i gang, da første spadestik til klubbens nye klubhus på Hornevej 2 i Aalborg Øst blev markeret med borgmester, rådmand, samarbejdspartnere og klubrepræsentanter samlet til lejligheden.

Det kommende byggeri på 1.718 kvadratmeter skal rumme moderne faciliteter til klubbens daglige drift og talentudvikling — herunder omklædningsrum, undervisningslokaler, møderum og fitnessrum.

For bestyrelsesformand Claus Fallingborg er byggestarten kulminationen på mange års arbejde.

— Det her er en vigtig milepæl for AaB af 1885. Vi har arbejdet målrettet med projektet gennem flere år, og nu kan vi endelig tage hul på et byggeri, som får enorm betydning for vores talentudvikling og de daglige rammer omkring klubben. Det er en investering i fremtiden og i de næste generationer af spillere og medlemmer, siger han.

Den lokale entreprenør TL Byg står for opførelsen og ser frem til opgaven.

— Vi er stolte over at være en del af et projekt med så stor betydning for både AaB af 1885 og Aalborg som by. Vi ser frem til at omsætte planerne til moderne og funktionelle rammer, som kan danne grundlag for klubbens videre udvikling i mange år frem, siger Rasmus Aamand Pedersen, salgs- og tilbudschef i TL Byg.

Myndighedsprojektet er udarbejdet af Ideal Arkitekter. Det nye klubhus forventes at stå færdigt ultimo maj 2027.