Sport
AaB vil rejse sig efter tungt hjemmenederlag
Efter syv kampe uden nederlag kom faldet fredag mod Middelfart. Nu er turen kommet til B.93 på Østerbro Stadion – og hele truppen er klar til at svare igen.
Det sad stadig i kroppen, da AaB trådte ind til en ny træningsuge. En 1-3-hjemmebanekamp mod Middelfart Boldklub satte en stopper for en stærk ubesejret serie på syv kampe, og nu gælder det om at komme tilbage på sporet.
Norske Kornelius Normann lægger ikke skjul på, at humøret i truppen er præget af fredagens resultat – men at motivationen til at svare igen er tydelig.
– I fodbold har man altid seneste kamp i frisk erindring, og efter syv ubesejrede kampe i træk led vi et tungt nederlag. Det skal vi rejse os fra og levere en god præstation fredag aften, siger han.
– I forhold til sidste kamp skal vi gøre alt bedre. Vi skal have mere energi, kæmpe mere og egentlig bare spille bedre. Det er alle også opsatte på, kan man mærke på træningsbanen. Der har været en god intensitet, og vi ønsker alle at levere et bedre udtryk fredag aften, siger Normann.
Midtbanespilleren, der kom til AaB den 22. august sidste år, har spillet 23 kampe og scoret ti mål for klubben – og han vil gerne bidrage med flere i de tre resterende kampe.
– Nu har vi tre kampe tilbage, og jeg vil forsøge at bidrage ved at score så mange mål, jeg kan, så jeg og holdet kan slutte sæsonen af på en god måde. Men lige nu gælder det først og fremmest en sejr på fredag, siger han.
Opskriften er klar ifølge nordmanden: tilbage til de dyder, der kendetegnede den ubesejrede periode.
– Vi skal finde tilbage til det, der fungerede – god defensiv, bedre boldhold og flere chancer offensivt. Og så spille underholdende fodbold, så alle fans, der tager den lange tur, får en god oplevelse, siger Kornelius Normann.
Inden kampen topper AaB kvalifikationsspillet med 42 point, mens B.93 ligger under nedrykningsstregen med 32 point.
Læs også: