.
Af Erna Bechly
3. kapitel.
Karl skolelærer
-Fire af en ting! Skolelæreren var ikke mere end lige kommet ind ad døren førend meldingen kom. Tre skridt frem mod baren, og han tog et hastigt tag i raflebægeret, der var stillet frem på bardisken i samme øjeblik, han havde sat sin fod indenfor. Værten, Eigil, vidste, hvad der skulle til for at holde omsætningen i gang. Rutineret i faget som han var. En dreven rotte. -Vand eller Tuborg? Eigil spurgte. -Tuborg, tak! Skolelæreren vendte bægeret, kiggede hurtigt på terningerne, fire ialt. -Fem af en ting”, svaret kom prompte fra værten, der endnu ikke havde kigget sine terninger ud. -Nåh, nu er du nok mere på den end med på den, skolelærer. Eigil vidste hvordan han skulle få sat gang i ham, her i middagspausen. Skolens middagspause. Jo mere han kunne opildne ham, pirre ham, ja endda nå at provokere ham, des mere fik han langet hen over disken i den lille halve time han havde besøg af Karl, som rettelig var skolelærerens rette navn. Men på Fart På”, aldrig kaldet andet end skolelæreren. Hvorfor var ikke så vanskeligt at finde ud af. Han var ganske enkelt den eneste skolelærer, der kom på stedet som stamgæst, iblandt de øvrige stamgæster, hvoraf en del var arbejdsløse, nogle få på bistand. Flere var montører i forskellige brancher, et par var ude på Nordsøen. Men benyttede sig af “Fart På” som deres dagligstue, når de var på land. Hjemme to uger ad gangen og tre uger ude. Det gav “moneter”, og pengene sad løse i lommerne af dem den første uges tid efter tre uger på søen. De sad også af og til løse i skolelærerens lommer. Dog ikke hver dag. Det afhang af humøret. Det var vist på toppen i dag, det kunne Eigil hurtigt fornemme. Et sikkert tegn på det, var hans opmærksomhed, når de vendte raflebægrene. Jo længere tid han var om at melde ud, des færre penge brugte han. Var han i godt humør, så røg meldingerne hurtigt, ja tit uden, at han så sine terninger inden udmeldingen. -Hva´ nu, nu bli´r du vel snart hjemløs? -Hvad mener du? Karl spurgte forundret efter hans næste træk. Han løftede bægeret, troede ikke, at der var fem af en ting. Han var vist lidt for optimistisk, den gode Eigil. -Dit hus var i avisen i søndags, har du ikke set det, jeg var sgu ikke klar over, at det var sådan et palæ du boede i. Ja de rige må have mange glæder. -Rige, så, så din gamle gnier, det skulle vel ikke komme fra dig. Skolelæreren kløede sig i hårbunden, lyserød og bleg så den ud. Håret, det bølgende lyse hår trængte til at blive klippet. Han måtte også se at komme til frisør. Han lignede snart en “lazarus”, var det ikke sådan hans moder kaldte de, der trængte til personlig pleje. Men tiden, hvornår fanden skulle han finde tid? I skole fra klokken otte til femten. Så af sted på bijobbet på travbanen fra midt eftermiddag til efter spisetid. Her holdt han styr på regnskaberne. Det gav godt, lige sådan han og konen kunne opretholde deres livsstil og ikke mindst deres hus, beliggende inde i den centrale del af byen, omkring Hasseris. Byens rigmandskvarter. Nok var det ikke helt almindeligt, at skolelærere havde deres adresse der. Men, Karl var heller ikke nogen helt almindelig skolelærer.
Det var eleverne i hvert fald enige om. De ældste i 9.-10. klasse på skolen, hvor Karl havde arbejdet i mange år undrede sig. Og ofte højlydt. Karl havde det med at fordufte sidst på formiddagen, når de var i gruppearbejde, hvilket de efter deres egen opfattelse var temmelig ofte. Bedst som grupperne var i gang, og snakken summede, så kom Karl rundt i klassen og meddelte, -Nåh I arbejder jo godt, jeg går lige nogle minutter og forbereder næste “etape” som vi tager fat på overmiddag. Inden klassen fik set sig om, var han ude af døren. De var så overladt til sig selv i formiddagens sidste time. Så kom middagspausen, og de så først Karl igen i begyndelsen af første time over middag. Så var han som regel vældig snakkesalig og i godt humør.
Humøret steg lige en grad eller to, da Eigils udmelding ikke holdt stik. Der var ikke fem af en ting, kun fire. Så Karl kunne ligge den første terning fra sig. -Det hus der, det må sgu da koste en herregård, eller har du arvet? Det var Eigil, der nu vidste, han måtte pirre Karl, der tydeligvis var ovenpå i starten af tænkeboksen.
-Det er da utroligt, som du er optaget af det hus, jeg var ikke klar over, at du læste avis Eigil. Karl prøvede at undslå sig snakken om huset.
Der var ingen grund til at værtshusets gæster vidste alt for meget om hans privatliv. Men avisartiklen med præsentationen af huset var vigtig, ifølge ejendomsmægleren. Han havde sine forbindelser til Nordjyske.
-Har folk først set huset i avisen og været med “indenfor” i en artikel, så stiger interessen betydeligt, var meldingen fra den lille Arildsen, der nok vidste, hvordan man kom betrængte husejere i de fine kvarterer til hjælp. -Det hus er sgu da også for stort til dig og konen, lød meldingen som en form for trøst til Karl, da han måtte erkende, at han blev nødt til at sælge ud af arvesølvet. For en guldgrube, det var huset. Men ikke lige nu, dertil var det for højt belånt. Ja faktisk til op over skorstenen, banken havde rykket ham for indbetalinger, og han vidste ikke hvor han skulle få pengene fra. Så med tiden var der ingen vej udenom. Han måtte sælge. Konen havde bestemt ikke modtaget den besked med nogen form for glæde. Ja der havde været totalt lukket for “det varme vand” siden. Teatret havde hun ikke villet med i forleden aften. Han kunne gå for sig selv, når det alligevel skulle være sådan, havde hun sagt som forklaring.
Nu måtte han lige koncentrere sig. Næste slag var afgørende for om han fik runden hjem. Og så måtte han se at komme af sted, når de par runder var afgjort. OK der var tid til en “Viborg-tur” hvis det skulle være den, der afgjorde spillet. I går nåede han ikke at komme ind omkring døgneren og fik købt tyggegummi. Det måtte han sørge for i dag. Et eller andet sted kunne han fornemme, at nogle af eleverne stak hovederne sammen og hviskede, da han vendte retur over middag. Små ti minutter tog turen fra centrum til øst. Ti minutter ud og ti minutter tilbage. Så var der lige et kvarter til et par pilsnere og en lille skarp. Det var så her, de femten minutter kom ham til gode, de minutter som han “stjal” fra klassen under påskud om forberedelse til næste time. Så ialt blev det til en halv time på “Fart På. Han kunne også lige nå at kigge indenfor efter skoletid, når eleverne lovede, de nok skulle rydde op efter sig de sidste ti minutter. Eller når han helt overrumplende sagde, -Tak for i dag, I har arbejdet så godt, at I gerne må holde fri nu. Så var det om at komme af sted. Det kunne lige nåes. I dag kunne det ikke nås. Ejendomsmægleren havde bedt ham komme hjem, der var interesserede købere på vej. Så den gik ikke længere. (Fortsættelse følger)
