.
Af John Erik Olsen
Aalborg Drengehjem Annebergvej blev bygget i 1908. Drenge, der ikke kunne indordne sig i deres familier, risikerede at blive anbragt på drengehjemmet under strenge forhold. Det var en hård skole i de første mange år. Hørte de godt 30 drenge på hjemmet ikke efter, hvad der blev sagt, så var der øretøver på menuen.
Drengene fra børnehjemmet var let genkendelige for omverdenen. De var alle kronragede, og gik i ens tøj, som gik i arv, indtil det var slidt op. Drengene skulle følge den anviste vej frem og tilbage til Ryesgades Skole, og der var ikke noget med at kontakte andre børn uden for drengehjemmet.
Annebergvej skulle have fået sit navn efter lystgården Anneberg, som lå lidt sydvest for Aalborg Drengehjem. Stuehuset blev senere til villaen Gammel Anneberg. Gården lå for enden af en markvej, der gik igennem Aavænget langs Hasserisåens sydside. I 1905 gik Saxogade frem til Ryesgade, og herefter hed gaden Annebjergvej. Den 3. marts 1913 blev gaden fra Absalonsgade og ud til Norden døbt Annebergvej. Gadens første bebyggelse var konsul Holms villa Skrænten, opført i 1896, efterfulgt af villaen Dybdal. Skrænten var et stykke jord på sydsiden af gaden imellem Dannebrogsgade og Schleppegrellsgade. Konsul Holm var en vigtig drivkraft i at få Vor Fru Kirke finansieret via private indsamlinger.
Kilde: Sådan så der ud 2 Endnu en bytur i Aalborg i gamle dage. Udgivet på Forlaget Legimus i 2012.