Erhverv

Aalborg Havn opkøber stevedorevirksomhed

Om Aalborg Havn A/S

Redaktion
Af Redaktion 30. september 2015

.
På et bestyrelsesmøde onsdag den 30. september har Aalborg Havn A/S sikret sig det fulde ejerskab af Aalborg Stevedore Company A/S.

Aalborg Havn A/S, der i dag ejer 30 % af Aalborg Stevedore Company A/S, har på et bestyrelsesmøde den 30. september 2015 godkendt købet af Royal Arctic Logistics A/S aktieandel på 70 %. Købet sker i henhold til aktionæroverenskomsten mellem de nuværende ejere. Aalborg Havn får dermed det fulde ejerskab af stevedorevirksomheden, som udbyder lastning og losning af alle typer gods, hovedsagligt på Østhavnen i Aalborg.

Aalborg Havn vil med overtagelsen, der træder i kraft senest ved årsskiftet, fastholde Aalborg Stevedore Company som en væsentlig servicefunktion på havnen:

– Vi vil fortsætte den positive udvikling, som selskabet er i. Det skal blandt andet ske gennem fastholdelse af et højt viden- og uddannelsesniveau, der sikrer kvalitet og sikkerhed i arbejdet på Aalborg Havn, siger adm. direktør i Aalborg Havn A/S Claus Holstein, og forsætter:

– Aalborg Stevedore Company er en vigtig samarbejdspartner for alle på og omkring havnen. Det forhold ønsker vi at styrke ved fortsat at imødekomme de store krav til fleksibilitet og opgaver.

Royal Arctic Logistics, der driver spedition og linjeagentur i Aalborg, oplyste tidligere på ugen, at beslutningen om at afhænde aktierne i Aalborg Stevedore Company skal ses i lyset af den nyligt vedtagne strategi i moderselskabet Royal Arctic Line A/S, som har fokus på kerneforretningen til, fra og i Grønland.

Fakta om Aalborg Stevedore Company A/S
Tilbyder lastning og losning af alle typer gods.
Håndterer blandt andet monopæle, konstruktioner og vindmøllevinger for Bladt Industries og Siemens Wind Power.
Har ca. 20 medarbejdere og over 100 års erfaring i Aalborg.
Har adresse på Landdybet 10 på Østhavnen.

Aalborg Havn er Nordjyllands stærke partner på logistik og samarbejde. Vi er derfor meget mere end en traditionel trafikhavn, som holder styr på anløbende skibe. Vi medvirker til at håndtere alle former og typer af gods og via kombinerede transportløsninger til vands og til lands kan vi løse alle former for logistik- og transportbehov fra Nordjylland til og fra resten af verden.

Aalborg Havn arbejder ud fra en moderne vision med overskriften Den intelligente havn, der omfatter forretningsudvikling, produktudvikling og markedsudvikling. Den intelligente havn arbejder med drift, ideer og løsninger, som kombinerer virksomheders og samfundets behov på en måde, der bidrager til at skabe værdi, viden og udvikling i både erhvervslivet og samfundet i øvrigt.

Aalborg Havn har 70 medarbejdere, der alle er velkvalificerede til at varetage de mange forskelligartede opgaver, som havnen kan tilbyde, og som vores kunder og samarbejdspartnere forventer af os.

Læs mere på www.aalborghavn.dk