Fritid
Aalborg Kommune byder på masser af idéer til efterårsferien
Fra bibliotekernes hyggelige arrangementer til naturoplevelser og flyvende aktiviteter på Trekanten – her er kommunens bedste bud på, hvordan hele familien kan fylde efterårsferien med gode oplevelser
Er du klar til en aktivitetsrig efterårsferie? Aalborg Kommune har masser af spændende tilbud til hele familien, uanset om man foretrækker hygge indendøre eller eventyr i det fri. Her er en række idéer til, hvordan man kan få mest muligt ud af ferien.
Hygge, eventyr og flyveri
Efteråret kalder også på hygge indendøre, og uanset om man er til bøger, foredrag, musik, kreative aktiviteter eller børnearrangementer, tilbyder Aalborg Bibliotekerne et væld af tilbud for både små og store i løbet af ferien.
For dem, der hellere vil ud i naturen, findes appen Natureventyr, hvor børn og voksne kan opleve magiske historier i skovene og ved søerne. Appen guider familien rundt på en børnevenlig gåtur, mens man læser et eventyr, der er skrevet specifikt til det sted, man går. Undervejs venter der små udfordringer og opgaver, som børnene skal løse som en del af historien – en sjov og lærerig måde at opleve naturen på, der passer godt til børn i alderen 4-9 år.
På Trekanten kan man i efterårsferien opleve “Flyvende ferie”, hvor der blandt andet bliver fyret op under raketter, flyvemaskiner og ildsprudende drager. Der er mulighed for at flyve med VR-briller og bygge raketter om mandagen, mens man tirsdag og onsdag kan bygge fuglekasser og drager. Tirsdag byder desuden på opvisning med Nordjysk Trylleklub, mens der onsdag og fredag er legestue for de mindste med 9220 De Frivillige. Hver dag vises der små film for børnene efterfulgt af kreative aktiviteter, og man kan også bygge med Lego i bibliotekets betjente åbningstid.
Man kan desuden tage plusbussen og opleve kunst på alle dens stoppesteder. Værket “Holdepunkter” består af 42 bronzefigurer, der hver især refererer til en del af Aalborgs historie. Figurerne findes på 22 stoppesteder – ét i hver retning – og er skabt af kunstneren Tina Maria Nielsen.
Læs også:
Natur, svømning og leg i det fri
For familier, der foretrækker friluftsliv, byder Aalborgs smukke naturområder som De Himmerlandske Heder, Drastrup Skov, Egholm og Halkær Ådal på gode muligheder for eventyr. Her findes vandre- og mountainbikeruter, shelters og meget mere, og man kan med fordel pakke en madkurv og nyde en hel dag i det fri sammen med familien – måske med udsigt til nogle af de vilde dyr, der lever i områderne, eller den perfekte plet til en picnic.
Aalborgs svømmehaller tilbyder desuden alt fra springbassiner og vandrutsjebaner til wellness, så der er noget for enhver smag – uanset om man er en vandhund, der elsker at lege og svømme, eller foretrækker en afslappende tur i saunaen.
Endelig byder kommunens parker og grønne områder på en række spændende legepladser, der holder åbent hele året rundt. Blandt mulighederne er legepladserne i Sohngårdsholmparken, Budolfihaven, Mølleparken, Mulighedernes Park og Lindholm Strandpark, hvor børnene kan brænde krudt af i efterårsferien.
Læs også: