Aalborg

Aalborg skal hjælpe flere borgere ind i lokale idrætsfællesskaber

Ny indsats med støtte fra Nordea-fonden skal gøre det lettere for borgere at fortsætte en aktiv hverdag efter kommunale sundhedsforløb

Maria Just
Af Maria Just 27. maj 2026

Aalborg Kommune bliver en del af en ny landsdækkende indsats, der skal hjælpe flere borgere videre fra kommunale sundhedsforløb og ind i lokale idrætsfællesskaber.

Projektet hedder “Trygt i gang” og støttes af Nordea-fonden med 35,8 millioner kroner. I alt deltager 10 kommuner i indsatsen, hvoraf otte er offentliggjort ved lanceringen. Foruden Aalborg er det Gentofte, Helsingør, Horsens, Lolland, Rudersdal, Tønder og Vordingborg. To yderligere kommuner bliver en del af projektet i løbet af 2026.

Skal bygge bro til foreningslivet

Målet er at gøre overgangen fra et kommunalt sundhedstilbud til det lokale foreningsliv mere tryg og overskuelig. Mange borgere har svært ved at fastholde de gode vaner, når et forløb i kommunen slutter, selv om der findes mange lokale idrætstilbud.

Derfor etableres der en særlig brobyggerfunktion i hver kommune. Brobyggeren skal samarbejde med lokale foreninger og udvikle løsninger, der passer til de enkelte kommuner.

Aalborg har erfaring med brobygning

I Aalborg Kommune ser man indsatsen som en mulighed for at styrke arbejdet med at få flere borgere ind i aktive fællesskaber.

“Det er afgørende, at borgerne fastholder de gode vaner og bliver en aktiv del af fællesskabet i de lokale foreninger efter endt kommunalt sundhedstilbud. I Aalborg har vi gode erfaringer med brobygningen mellem de kommunale sundhedsindsatser og det frivillige foreningsliv. Med projektet “En bro til idrættens fællesskaber” sætter vi målrettet ind for at skabe trygge og sammenhængende overgange, hvor borgerne får støtte til at komme godt i gang med fysisk aktivitet i en forening. Projektet skal dermed bidrage til at konsolidere og videreudvikle brobygningsindsatsen i Aalborg – til gavn for både den enkelte borger og det lokale fællesskab” siger Jan Nymark Rose Thaysen, rådmand i Klima, Kultur og Sundhed i Aalborg Kommune.

Fællesskab skal fastholde motivationen

Indsatsen bygger blandt andet på forskning i holdspil og fællesskabsbaserede aktiviteter. Ifølge Center for Holdspil og Sundhed ved Københavns Universitet kan sociale relationer være med til at fastholde borgere i fysisk aktivitet.

“Vi ved fra forskning, at holdspil er en meget effektiv form for træning, både når det gælder kondition og styrke. Til gengæld opleves det mindre belastende end andre motionsformer. Det er mere lystfyldt, og de sociale relationer, der udvikles på et hold, er med til at fastholde borgere i at være fysisk aktive”, siger Jens Bangsbo, centerleder på Center for Holdspil og Sundhed.

Skal nå 12.000 borgere

Målgruppen er fysisk inaktive voksne, ældre og borgere med kroniske sygdomme. Ambitionen er, at 12.000 borgere i den femårige projektperiode fastholder nye træningsrutiner i lokale idrætsfællesskaber efter endt sundhedsforløb.

Projektet følges løbende med evalueringer og dokumentation fra Center for Holdspil og Sundhed i samarbejde med andre forskningsenheder.