Nyheder

Aalborgfægtere knytter venskabsbånd med Ukraine

I løbet af det seneste årti har Aalborg Fægteklub for alvor udviklet sig til at være en international klub, både målt på medlemssammensætning og deltagelse i turneringer.

Aalborgfægtere knytter venskabsbånd med Ukraine
Klubformand og træner Larysa Pavlenko, Mykolaiv Sports School for Fencing
10. september 2024
Af Benedikte Jensen

”Vi har naturligt nok flest danske fægtere, men de senere år har vi både blandt børn og voksne tiltrukket mange internationale fægtere. Blandt vores medlemmer er der aktuelt fægtere født i Afghanistan, Frankrig, Holland, Iran, Island, Italien, Kroatien, Polen, Portugal, Rumænien og Ungarn. Når det gælder turneringer, deltager ikke mindst vores børne- og ungdomsfægtere gerne i stævner i det sydlige Sverige og det nordlige Tyskland. Tidligere i år blev det endda til et meget stort ungdomsstævne i Paris, som vi planlægger at sende fægtere afsted til igen i begyndelsen af 2025”, siger Aalborg Fægteklubs formand Pia Haack Vadstrup.

I forbindelse med Ungdomslegene i Aalborg i 2019, hvor Aalborg Fægteklub var vært for et stævne for atleter fra fire af Aalborgs venskabsbyer, blev der indgået venskabsaftale med Fencing Club Almere i Holland.

”For nylig har vi desuden knyttet venskabsbånd med Mykolaiv Sports School for Fencing, der er en cirka 30 år gammel fægteklub hjemmehørende i Aalborgs ukrainske venskabsby Mykolaiv. Her har der siden den russiske invasion i sagens natur været meget andet at tænke på end drift af en sportsklub eller for den sags skyld sportslig udfoldelse i det hele taget. Imidlertid håber vi, at vores nye venner fra Ukraine har overskud til at komme til Aalborg, hvis arrangørerne af Ungdomslegene beslutter, at der også skal være fægtning på programmet for jubilæumsudgaven af arrangementet i 2025”, siger Steen Bjerre, der har ansvaret for Aalborg Fægteklubs internationale aktiviteter.

Klubformand og træner Larysa Pavlenko fortæller, at Mykolaiv Sports School for Fencing har fået mange nye børne- og ungdomsmedlemmer, der er flygtet fra andre dele af Ukraine. Klubben, der har flere end 300 medlemmer, har et stærkt fokus på uddannelse af børne- og ungdomsfægtere og den er en betydelig leverandør af atleter til det ukrainske fægtelandshold.

Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox kommer til Aalborg

Læs også: Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox kommer til Aalborg