.
Af Erna Bechly
Kapitel 2/Knudemanden!-
Ha´ en fortsat god dag! Knud Erik steg af bussen, nieren, der førte ham fra byens østlige del til den vestlige, hvor han havde sin postadresse.
-Jo tak i lige måde. Du virker så tilpas i dag! Bybuschaufføren nåede lige at svare, inden den lille Knud Erik var nået ned på asfalten og fik jordforbindelse. Ja, ja det er man jo, har man grund til andet, se solen skinner og kaffen venter derhjemme. Hvad mere kan man forlange?
Knud Erik kiggede på uret, da han nåede udenfor bybussens rækkevidde. Halvti, lige præcis. Det havde været en god morgen. Og en god aften forinden. Sådan skulle det lige være hver gang. Du må lige give dig god tid til en snak en dag, havde samme chauffør meldt, da Knud Erik steg på bussen, for at drage hjemmefra og mod øst en anden dag. Ja men du skal bare sige til Jensen, havde Knud Erik svaret. Hvad det var chaufføren ville ham, det var han ikke helt klar over. Et par uger senere blev han lidt klogere på den sag. Chaufføren havde spurgt ham, om han ikke dyrkede idræt i sine unge dage. Han syntes, han kunne genkende ham. Jo, jo da, ja sikken tid. Knud Erik havde naturligvis svaret uforbeholdent. Og mindedes i et nu tiden med håndbold i Nøvling og de årlige sommerturneringer, når han og holdkammeraterne drog ud og spillede i de nærmeste omegnsbyer af Aalborg.
-Ja, du har jo ikke forandret dig, du ligner dig selv, som du så ud for 30-35 år siden, det er egentlig utroligt som nogle formår at holde sig, havde Jensen afsluttet. Lige inden han måtte genstarte bussen og fik travlt med billetteringen. For der var ingen der havde buskort, det var rene kontanter, når folk steg på i øst. Lige modsat i vestbyen, hvor passagererne kom med deres buskort og fik stemplet, så alt gik ganske gelinde.
-Ellers tak, du overdriver vist lidt, gør du ikke? Knud Erik spurgte lidt smigret, stemmen lød lidt skingert.. Jo, han kunne godt se det, han lignede sig selv som 20-25 årig. Højere var han ikke blevet. Ret meget højere end de 1.60 var han ikke. Håret var stadig lyst. Nu kunne Jensen, så heller ikke vide, han lysnede det for at bevare det ungdommelige snit. Overbiddet var det samme. – Det gør dig så fræk og uartig at se på. Det havde han hørt mere end en gang, så det var der ingen grund til at ændre på. Så slap han da også fra en mere end smertefuld operation ved tandlægen. Som han havde frygtet for hele sin ungdom, da den uregelmæssige øverste tandstilling ofte gjorde ham flov. Og let var det heller ikke at kysse. Han huskede de første mange kys, som var det i går. Nu var det ikke noget problem længere. Det var der, han satte grænsen, når han besøgte sine veninder. Vægten, den havde han nu aldrig døjet med. Fluevægter, bantamvægter, lige deromkring. 50-53 kilo. Når han så sig omkring og af og til så nogle af de gamle boksere fra Aalborg, der dengang i 1960erne var med i de lette vægtklasser, kunne han godt se, at det rent vægtmæssigt, var ham, der havde bevaret figuren. Rent ud sagt var nogle af dem blevet nogle ordentlige tønder at se på. Og de havde vist heller ikke haft noget særligt godt liv, mange af de samme boksere. Skilsmisser og problemer med alkohol, var fulgt i hælene på flere af dem. Det var han lykkeligvis sluppet for, om end rynkerne i det lille ansigt vidnede om, at et langt liv lå bagude i tiden for Knudemanden.
Som han blev kaldt mange gange i morges, inden han tog afsked inde hos Fru Hansen. Kunne han nu også være det bekendt, at forlade hende, når hun tryglede og bad ham om at blive.
Indrømmet, han havde følt sig fristet. Fru Hansen vidste godt, hvordan han gerne ville have det. Og når nu han ikke helt kunne indfri hendes ønsker, så var det flot af hende, at hun kunne indfri hans ønsker. Godt nok ikke dem alle. Hun kendte nu heller ikke dem alle. Dertil var de ikke nået endnu. Han og enken efter den gamle boghandler.
Til gengæld var der andre af hans veninder, der kendte mere til hans ønsker. Og ikke veg tilbage for at gøre som han gerne ville. Bare han nu ikke kom til at sige noget forkert til, først den ene, så den anden. Det var vigtigt for ham at have styr på, hvad han havde fortalt dem hver især. Ikke kun om sin sexualitet. Men også om sin fortid. Nogle havde han fortalt, han var tidligere frisør, men var stoppet i faget, fordi han ikke kunne tåle de materialer, man arbejdede med nu om dage. Boghandlerfruen havde han fortalt, at han var udlært boghandler i Vendsyssel. Det tog kegler. Der var ikke den tidsepoke i bøgernes verden, hun ikke huskede. Hvilke forfattere der var fremme i 1950erne og i 1960erne. Og hvem der havde skrevet hvad, det vidste hun alt om. Så her var det lige før, han havde talt over sig. Til sidst var han begyndt at føre regnskab med, hvem han fortalte hvad. Rigtigt i knibe kom han, da han pralede med en fortid som musiker. Hvor han havde spillet og med hvem. Der røg han lige i, og det med bukserne på, så deres forhold blev afbrudt. Det var Fru Jantzen, og desværre for Knud Erik, uden tvivl den flotteste dame, han nogensinde havde haft intim kontakt med. Hun var virkelig en dame. Som han huskede, de så ud tilbage i hans ungdomsdage i 1960erne. Hun var som trådt lige ud af et modekatalog fra Daells Varehus. Fra de kataloger man modtog hvert år til jul, de kom ind af brevsprækken, hjemme hos Knud Erik´s. Han var blevet boende hjemme hos sine forældre, indtil han var et par og tredive. Han var simpelthen helt forgabt i hende. Hun var høj og slank, stadig lyshåret og med opsat touperet hår. Hun var som regel klædt i spadseredragt, når de havde deres stævnemøder. En kort ternet jakke og en nederdel, der gik til knæet. Og altid i høje og spidse sko. Nok var det ikke så moderne nu. I hvert fald var det nu om dage et andet snit, om end han stadig syntes, det så godt ud. Indrømmet, han kunne godt se, det virkede forkert, når de flettede fingre. Hans guldfingerringe var noget synlige, set i forhold til hendes små diskrete, også af guld.
Men så var han kommet til at pynte på historien fra dengang Beatles kom frem. Han havde rejst rundt i Skandinavien som musiker, fortalte han hende. Spillet i et orkester der havde været husorkester på Landsbyen i Herning. Da havde hun ikke taget hans ord for gode varer længere. Hun var fra Ikast og havde i en periode arbejdet som servitrice på stedet. Og hun påstod hårdnakket, at hun kunne huske alle de orkestre, der havde spillet der i længere tid ad gangen.
Efter den episode besluttede han sig for at skrive ned, hvad han fortalte de forskellige.
I nat var han blevet vækket af Fru Hansen, der havde mindet ham om, at han gerne ville arbejde hårdt for sagen. Ganske vist havde han lovet at være blid. Og det huskede han. Godt for det, sidst han var ved at komme galt af sted, var da Fru Henriksen efter en halv times tid bad ham om tage fat. Og sådan at hun kunne mærke, han var der. Det havde ikke været rart. Sådan som han huskede det, var det lige omvendt med de to.
-Hvad kan du gøre for mig lige nu, er det Knudemanden eller Lillemanden, jeg får lov til at nyde? havde hun spurgt, da de fik kontakt med hinanden. Du kan få det, som du ønsker det, min kære, lød svaret. Men du bestemmer jo! Ikke mere end du synes det er værd, havde han mindet hende om. Og hvad er det så du ønsker dig denne gang, er det en god middag for to eller er det et par nye skjorter? Han kunne sikkert ikke finde nogle på hans egen alder, der var med på den aftale. Og noget helt andet var. Han glædede nogle, der ellers ville sidde mutters alene. Han var vel sådan en slags besøgsven.
Sidst han havde besøgt en ny ven, havde han virkelig gjort noget ud af sig selv. Øreringen i det ene øre, lille og guldbelagt, fik ham til at se lidt mandig ud. Mente han. De nysatte krøller var der mange af vennerne, der roste. Han så så nuttet ud, sagde de. Men hans sko, dem måtte han nu gerne der og de strimler der foran, sådan nogle går en voksen mand, da ikke i. Eller gør han? Havde hun spurgt, han fik ikke svaret, førend hun skiftede emne og spurgte til, hvornår hun kunne regne med, at han kiggede ind igen. For så kunne hun da give en middag for to. Helt hjemmelavet. Og måske han så ville vise hende sin nye skjorte. Ha´ en fortsat god dag, nu var det Knudemanden, der skulle hjem og slappe af. Natten havde været hård.lade blive hjemme, havde Fru Hansen sagt. Du minder mig om min datter i de sko med den sløjfe.
(Fortsættelse følger)
