Bolig

AI skal hjælpe med grønnere og billigere fjernvarme

DTU tester nyt værktøj, der kan gøre det lettere at sænke temperaturen i fjernvarmen og spare energi i etageejendomme

Søren Greve
Af Søren Greve 29. april 2026

Lavere temperaturer i fjernvarmen kan blive en vigtig nøgle til både grønnere varme og lavere energiforbrug.

Det viser erfaringer fra DTU’s forsknings- og udviklingsprojekt HeatCheck, hvor et nyt AI-værktøj testes i samarbejde med Boligselskabet Sjælland. Målet er at bruge data fra varmefordelings- og indeklimamålere til at opdage fejl, mindske energispild og gøre varmeforbruget mere præcist.

Ældre ejendomme er en udfordring

I første omgang bliver værktøjet testet i ni ældre ejendomme. Senere skal en ny version afprøves i op til 30 etageejendomme.

Mange ældre lejligheder har varmesystemer, der er bygget til høje temperaturer. Det kan gøre det svært at skifte til lavtemperatur-fjernvarme, fordi varmen ikke altid fordeles jævnt mellem boligerne.

“Bygningerne kan gøre en stor forskel ved at tilpasse varmesystemet til lavere fremløbstemperatur fra omkring 50 °C i stedet for 70 °C. Hvis vi vil væk fra kul, gas og biomasse og over til fjernvarme baseret på vindmøllestrøm, solceller, geotermi og spildvarme, skal vi sænke temperaturen i fjernvarmenettet. Grønne varmekilder fungerer bedst ved lavere temperaturer – varmepumper bliver f.eks. langt mere effektive, når de ikke skal løfte temperaturen så meget.
Derfor er lavere temperaturer nøglen til at integrere bæredygtige varmekilder og gøre fjernvarmen både grønnere og billigere,” siger Christian A. Hviid, lektor ved DTU Construct og projektleder for HeatCheck.

Bruger data, der allerede findes

HeatCheck samler og analyserer data, som i forvejen bliver indsamlet fra trådløse varmefordelingsmålere. På den måde kan bygningsejere se, hvor der bør sættes ind – helt ned på radiatorniveau.

“Det unikke ved HeatCheck er, at vi bygger ny værdi oven på data, der i forvejen bliver indsamlet fra trådløse varmefordelingsmålere. Ved hjælp af AI-værktøjer kan vi beregne præcist, hvor meget varme hver radiator skal levere – uden at installere tusindvis af nye sensorer eller drifte Internet of Things-netværk. Det gør løsningen enkel, billigere og langt mere skalerbar end traditionelle driftsoptimeringsprojekter,” siger Christian A. Hviid.

Kan give store besparelser

Ifølge DTU viser de foreløbige forsøg, at etageejendomme kan køre med lavere temperaturer uden at gå på kompromis med komforten.

DTU vurderer, at Danmark årligt kan spare omkring 2,5 milliarder kroner ved at sænke temperaturen i fjernvarmen.

“HeatCheck passer godt ind i vores langsigtede strategi for grøn omstilling og energieffektivisering. Vi arbejder ud fra tre fokusområder, mennesket, hjemmet og klimaet – og HeatCheck kan bidrage til alle tre. Det giver et bedre og mere stabilt indeklima, mindsker risikoen for skimmel og fugt og reducerer CO₂-udledning. Jeg vidste, at potentialet var stort, men de foreløbige resultater er langt bedre end forventet,” siger Ulrik Eggert Knuth-Winterfeldt, bæredygtighedschef i Boligselskabet Sjælland.