Når nordjyder ringer 1-1-2 og har akut brug for hjælp, kan mødet med ambulancepersonalet få afgørende betydning for oplevelsen af en svær situation.
Netop medarbejdernes professionalisme, omsorg og evne til at skabe tryghed er baggrunden for, at Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland nu hædres med Patienternes Pris 2026.
Prisen uddeles af Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland, og i år er der kommet hele 377 indstillinger fra patienter og pårørende.
Foto: Region Nordjylland
Tidligere patient: Jeg følte mig helt tryg
En af dem, der har oplevet medarbejdernes indsats på tæt hold, er Julie, som tidligere har været patient.
Hun beskriver, hvordan ambulancepersonalets rolige tilgang gjorde en stor forskel i en situation præget af frygt og usikkerhed.
“Fra det sekund de kom til mig, lagde de meget vægt på, at nu tog de over, og jeg kunne slappe af. Det blev gentaget mange gange, at nu var jeg i gode hænder, og de skulle nok hjælpe mig. Den ro gjorde, at jeg kunne slappe af i situationen og føle mig helt tryg. At de formåede det i en situation, hvor jeg var utryg og bange, var virkelig prisværdigt!”
Foto: Region Nordjylland
Direktør: Prisen tilhører alle medarbejdere
Hos Den Præhospitale Virksomhed vækker anerkendelsen stor glæde.
Præhospital direktør Maibrit Brandt understreger, at medarbejderne hver dag gør en forskel for mennesker, der har akut brug for hjælp.
“Vi er utrolig stolte af at modtage Patienternes Pris. Vi har igennem årene haft et stødt stigende antal opkald på 1-1-2 og ambulancekørsler, og hver dag møder medarbejderne ind og er klar til at gøre en enorm forskel for de borgere, der har brug for hjælp. Det ér prisværdigt, og jeg er glad for og rørt over, at borgerne i den situation, de ofte er i hos os, bemærker og ikke mindst tager sig tid til at indstille medarbejderne. Tak for det.”
Hun fremhæver samtidig, at hæderen ikke alene tilkommer ambulancepersonalet, men alle medarbejdere, der er involveret i indsatsen.
“Det er vigtigt for mig at sige, at prisen tilegnes hele den præhospitale kæde, lige fra opkald til 1-1-2 eller fælles visitation, disponering af køretøjer, akutte kørsler, patientoverførsler og det administrative setup, der blandt andet sikrer kompetenceudvikling og kvalitet. Uden hele kæden ville patienterne ikke opleve den gode og professionelle behandling, de gør i dag. Tilfredsheden kan vi også se i den landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelse, hvor Nordjylland faktisk ligger i top med tilfredsheden med ambulancetjenesten.”
Maibrit Brandt sender også en særlig hilsen til medarbejderne:
“Kæmpe tillykke til medarbejderne – det er fortjent.”
Hjælper mennesker i deres sværeste situationer
Den Præhospitale Virksomhed møder mennesker i alle aldre og fra alle dele af samfundet. Det gælder både borgere med fysiske og psykiske sygdomme samt mennesker, der er kommet til skade.
Ifølge Kristina Valentin, der er forperson for Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland, kræver arbejdet både stor faglighed og menneskelig forståelse.
“Den Præhospitale Virksomhed hjælper borgere i deres livs værste situationer. De møder mennesker i alle aldre fra alle dele af samfundet og med både somatisk eller psykiatrisk sygdom og tilskadekomst. Og de skal kunne rumme det hele. Alligevel formår de med enorm faglighed, medmenneskelighed og hjertevarme at gøre patienterne trygge. Ligefrem give en god oplevelse, som en indstiller skrev.”
Hun understreger, at netop evnen til at skabe en positiv oplevelse under vanskelige omstændigheder er central for prisen.
“Det er lige præcis det, Patienternes Pris handler om – at skabe tryghed og gode oplevelser på trods. Det gør medarbejderne ved Den Præhospitale Virksomhed, og derfor er jeg glad for at prisen i år går hertil.”
377 indstillinger til årets pris
Patienternes Pris uddeles hvert år til en enhed, afdeling eller et afsnit i det nordjyske sundhedsvæsen, som patienter eller pårørende ønsker at anerkende for en særlig indsats.
Patienter og pårørende kan indsende indstillinger hele året, hvorefter Patientinddragelsesudvalget hvert efterår udpeger en vinder.
I 2026 er der indkommet 377 indstillinger, som på forskellig vis fortæller om patienters og pårørendes oplevelser med sundhedsvæsenet.
Med hæderen følger 25.000 kroner og et maleri udført af en nordjysk kunstner.
På Region Nordjyllands hjemmeside kan interesserede læse mere om Patienternes Pris og se årets indstillinger samt tidligere prismodtagere.
Læs også: