Helbred
Automatiseret overvågningssystem styrker Danmarks pandemiberedskab
Et nyt kapitel i Danmarks pandemiberedskab er blevet skrevet med et automatiseret overvågningssystem, som Statens Serum Institut (SSI etablerede under covid-19-pandemien. Systemet har vist sig at være et centralt værktøj i kampen mod pandemier, og erfaringerne herfra danner nu grundlag for fremtidens håndtering af smitsomme sygdomme.
Reaktion på rekordtid
Da Danmark i marts 2020 stod over for de første covid-19-tilfælde, var fundamentet for effektiv overvågning allerede lagt. Det automatiserede system byggede på eksisterende digitale løsninger som Den Danske Mikrobiologidatabase (MiBa) og Det Danske Vaccinationsregister (DDV). Disse teknologier muliggjorde en tæt og løbende overvågning af smitteudviklingen i realtid, hvilket gjorde det muligt hurtigt at tilpasse både test- og vaccinationsstrategier.
”Med trusler som fugleinfluenza og antibiotikaresistens i horisonten er erfaringerne fra covid-19-pandemien vigtige for vores videreudvikling af det danske overvågningssystem,” udtaler Sophie Gubbels, afdelingslæge og sektionsleder ved SSI, som stod bag opbygningen af det automatiske overvågningssystem. ”Danmark er derfor nu bedre rustet til at forebygge og reagere på fremtidige sundhedskriser.”
Data i centrum for beslutningstagning
Overvågningssystemet leverede data til fire nøglegrupper: borgere, beslutningstagere, forskere og offentligheden. For borgerne betød det, at man via Sundhed.dk kunne få adgang til egne testresultater og vaccinationsstatus. Samtidig modtog myndigheder og beslutningstagere daglige rapporter med opdaterede data om smitteudvikling og kapacitet på sundhedsområdet.
”Tæt på tidstro og retvisende data har haft afgørende betydning for myndighedernes beslutninger,” forklarer Sophie Gubbels. ”Det har samtidig styrket befolkningens forståelse og opbakning, fordi alle har haft adgang til de samme data. Det mindsker risikoen for misinformation.”
Medierne havde ligeledes adgang til offentligt tilgængelige dashboards, der gav et klart billede af pandemiens udvikling. Det sikrede, at information blev formidlet hurtigt og præcist – og gjorde det muligt for medierne selv at hente data til egne analyser og opgørelser.
Læringspunkter for fremtiden
Selvom systemet viste sig effektivt, har pandemien også afdækket områder med behov for forbedring. Blandt læringspunkterne fremhæver SSI nødvendigheden af en mere robust og skalerbar IT-infrastruktur, samt hurtigere opdatering af nationale sundhedsregistre. Disse tiltag skal sikre, at overvågningssystemet kan klare det pres, der følger med en større sundhedskrise.
Den nyligt offentliggjorte artikel fra SSI giver dermed både indsigt i, hvordan systemet bidrog til at styre Danmark gennem pandemien, og hvordan erfaringerne herfra kan styrke beredskabet mod fremtidige trusler.
Med et pandemiberedskab, der bygger på avanceret teknologi, nationale data og gennemsigtigt samarbejde, står Danmark stærkere end nogensinde til at møde nye sundhedskriser.