Erhverv

Beierholm vokser igen

Konsolideringen i revisionsbranchen fortsætter:

Redaktion
Af Redaktion 22. januar 2016

.

AP Statsautoriserede Revisorer går nu også over til Beierholm og bliver med 70 medarbejdere og to kontorer i Århus og København en del af Beierholm, der er i galoperende vækst. For Beierholm er målet fortsat ubestridt at være de bedste revisorer til mindre- og mellemstore virksomheder. Et mål, der opnås, gennem glade og tilfredse medarbejdere. Om lidt bliver Beierholm i alt godt 900 medarbejdere fordelt på kontorer i 24 byer i hele landet.

For kun to måneder siden offentliggjorde Beierholm en større sammenlægning med revisionsvirksomheden, RSM Plus, med 200 medarbejdere, som nu bliver fulgt op med tilgang af AP Statsautoriserede Revisorer. Beierholm forfølger dermed sin strategi med at være udviklings- og opkøbsorienteret og have solidt fokus på mindre- og mellemstore virksomheder.

Vil være de bedste til mindre- og mellemstore virksomheder
Vi får flere muskler og forfølger vores mål med at styrke vores position som de bedste rådgivere over for mindre- og mellemstore virksomheder. Med AP får vi flere eksperter, der har samme tilgang til forretning og faglighed og ikke mindst til at kunde- og medarbejdertilfredshed er lige så vigtige faktorer i vores hverdag, siger adm. direktør Kenneth Jensen, Beierholm, der slår fast, at arbejdsglæde og trivsel er en af de vigtigste faktorer til en sund forretning og tilfredse kunder.

Aftalen mellem Beierholm og AP Statsautoriserede Revisorer effektueres 1. maj i år på samme tid som RSM Plus indtræder i Beierholm.

Begejstringen hos de 5 partnere hos AP Statsautoriserede Revisorer er samstemmende stor:

Vi vil vores kunder det bedste. Og eftersom deres forretninger udvikler sig, får de et stigende behov for mere specialistviden, hvorfor vi længe har overvejet, hvem vi ville alliere os med for at gå fremtiden i revisionsbranchen i møde. Og vi er overbeviste om, at det gøres bedst ved at gå sammen med nogle af de større i branchen, fortæller adm. direktør hos AP Statsautoriserede Revisorer, Kasper Rabing Christensen uden at ville afsløre, hvilke revisionsvirksomheder, der ellers har været i spil, og i hvor lang tid overvejelserne har været i gang.

Medarbejdertrivslen måles løbende
Begge partnerkredse er enige om, at det gælder om at tiltrække de bedste eksperter og fagfolk inden for virksomhedsrådgivning med indsigt i og erfaring fra forretningsudvikling, kundernes stigende digitaliseringsudfordringer og skat.

Ifølge Kasper Rabing Christensen, sætter partnerne og medarbejderne hos AP Statsautoriserede Revisorer også barren højt, når det gælder medarbejdertrivsel med et ungt miljø med masser af energi, der matcher de erfarne kræfter for at kunne rådgive kunder i det daglige og ved komplicerede sager.

De seneste år har Beierholm opnået topplaceringer ved måling af kundetilfredshed foretaget af Aalund Business Research. Og i trivselsmålinger gennemført af Great Place to Work er Beierholm kåret som Danmarks bedste arbejdsplads i 2014 og i 2015 som henholdsvis nr. 1 og nr. 2.

I Beierholm er de bløde værdier, som jobglæde, et sundt og godt arbejdsmiljø og kompetenceudvikling for den enkelte en forudsætning for vores udvikling og eksistensberettigelse. Forudsat at fagligheden selvfølgelig er i top, lever vi lige så meget af tilfredse medarbejdere som af rådgivning, revision- og årsregnskaber, fortæller Kenneth Jensen, der pointerer, at fastholdelsesgraden af medarbejdere er enormt høj, og at mistrivsel ikke accepteres.

Bedre rustet med fornuftige priser
Fra 1. maj kommer Kenneth Jensen og de andre i alt 83 Beierholm-partnere tættere end nogensinde på målet omkring de godt 1.000 medarbejdere. Et mål, der oprindeligt var sat til 2019/20.

Det gælder om at kunne yde den bedste rådgivning til kunderne til en fornuftig pris. Og den kamp er vi nu bedre rustet til og går hårdere ind i, fortæller Kenneth Jensen, der samtidig fortæller, at alle Beierholm-kontorerne selvstændigt driver deres team med egne kunder. Lokal og nærværende tilstedeværelse med en stab af fagspecialister i ryggen, hvor man kan trække på fælles ydelser og know-how, er et centralt omdrejningspunkt i Beierholm.

Beierholm har de seneste år oplevet en positiv vækst og havde i sidste regnskabsår en omsætning på 532 mio. kr. Med de seneste sammenlægninger forventer Beierholm at øge omsætningen i 2016/17 til 750-800 mio. kroner.

Efter sammenlægningen styrker Beierholm sin position som den femte største revisionsvirksomhed i Danmark.

Fakta om Beierholm og AP Statsautoriserede Revisorer

Beierholm forventer at få en omsætning i år 2016-17 på 750-800 mio. kroner.

Både AP Statsautoriserede Revisorer og Beierholm er danskejede revisionsvirksomheder. Beierholm er ejet af 62 statsautoriserede revisorer. Hertil kommer pr. 1. maj 16 nye partnere fra RSM plus og 5 partnere fra AP Statsautoriserede Revisorer. Det administrative hovedkontor ligger i Aalborg.

Beierholm blev i 2014 udnævnt til Danmarks bedste arbejdsplads i kategorien med over 500 medarbejdere, ifølge den globale analyse- og rådgivningsvirksomhed, Great Place to Work. I 2015 blev det til en andenplads. Beierholm har derudover en fastholdelsesgrad af medarbejdere på over 95 procent.

Efter 1. maj får Beierholms kunder adgang til verdens syvende største internationale netværk af revisions- og rådgivningsfirmaer, RSM International, der er repræsenteret i 120 lande verden over.

Ved sammenlægningen træder AP Statsautoriserede Revisorer ud af det internationale revisorsamarbejde, Moore Stephens International og træder ligeledes ud af samarbejdet i RevisorGruppen Danmark.