Kultur
Bibliotekerne gør klar til feriebørn og vintergæster
Vintertoner, bamsekoncert og løgnhalse
.
Et tætpakket program venter børn og forældre, der vælger at lægge vejen forbi Aalborg Bibliotekerne i deres vinterferie.
På samtlige af Aalborg Bibliotekernes filialer arrangeres der i perioden 11-25. februar kreativ vinterferie med et væld af sjove og finurlige aktiviteter i børnehøjde. Det gælder også bogbusserne, der er klar med tilbud på deres tur rundt omkring i Nordjylland.
Blandt nogle af bibliotekernes tilbud er kreative legestuer, forhindringsbane, koncerter – samt en ekstra aktivitetsuge for besøgsbørn fra kommuner med tidlig vinterferie.
På Aalborgs Hovedbibliotek omfatter vinterprogrammet en træningsbane, der er inspireret Ole Lund Kirkegaards Gummi Tarzan-bøger, og en række koncerter og musikarrangementer
Den 18. februar optræder Thomas Buttenschøn fx sammen med Carl Quist-Møller (Løgnhalsen), mens en lyttelounge senere på ugen tager det voksne publikum med gennem ABBAs musik, liv og dramatiske højdepunkter.
Er man i nærheden af Vejgaard bibliotek stiller Karina Øgendahl d. 21. februar op til koncert med en kuffert fuld af bamser og sange, som kan synge selv kolde vinterdage væk.
Forlænges af hensyn til feriegæster
I anledning af at vinterferien flere steder i landet falder tidligere end i Aalborg Kommune, starter mange af bibliotekernes vinterferietilbud allerede i uge 7.
Erfaringsmæssigt besøger mange børn deres bedsteforældre eller anden familie netop i denne uge; og bibliotekernes ønsker derfor at støtte op med tilbud til fx bedsteforældre, der er på udkig efter oplevelser til de besøgende børnebørn.
Ud over de mange aktiviteter på selve bibliotekerne er muligheden for hjemlån af bibliotekernes brætspil og lydbøger også ekstremt populære i vinterferien.
Aalborg Bibliotekernes vinterferieprogram finder du her
Læs også: