.
God start for bilsalget i 2015. I januar blev der samlet leveret 18.681 biler (person-, vare, lastbiler og busser), det er marginale 0,6% over januar 2014, året der blev et rekordår. Personbilerne tegnede sig for 16.023, og dermed fortsætter tendensen med et pænt højt salg fra hele efteråret af 2014. Varebilssalget faldt 20% i januar sammenlignet med gennemsnittet for 4. kvartal sidste år.
Personbiler fortsætter på højt niveau
Januar blev med et salg på 16.023 personbiler endnu en stærk måned for personbilerne, og januar salget ligger over gennemsnittet for hele 2014, der blev et rekordår. Januar brød tendensen med større biler, idet A og B segmentet (lille klasse) steg igen, hvorimod mellemklassebilerne faldt noget. Der er dog blot tale om en enkelt måned, og derfor er der ingen grund til endnu at tro, at den klare tendens, vi så i 2014, mod større biler skulle ændre sig, udtaler Gunni Mikkelsen, direktør i De Danske Bilimportører. Især ikke fordi mellemklassebilerne ligger over niveauet i første kvartal 2014. Andelen af leasede biler i januar var lavere end gennemsnittet for hele sidste år, men det skyldes formodentlig et mindre salg af firmabiler i januar, og netop firmabilerne er i højere grad end de private leasede. Tendens med privatleasede biler fortsætter således den stigende tendens, som vi så gennem hele sidste år.
Salget af de såkaldte MPVer (store familiebiler) fortsatte på et ganske pænt niveau og tegnede sig i januar for 1.245 stk. Det er over niveauet for første kvartal sidste år og på niveau med slutningen af 14. I den lidt blandede klasse er også større biler som f.eks. Suzuki SX4, Mazda CX-5, Dacia Duster, Honda CR-V, Audi Q3/5 og Volvo XC 60. Her steg salget ligeledes og blev over gennemsnittet for 2014.
Således holder forudsigelserne fra 2014 om et fortsat pænt bilsalg fra første måned af året, udtaler Gunni Mikkelsen, direktør i De Danske Bilimportører.
Varebilssalget faldt i januar
Salget af nye varebiler faldt i januar måned oven på et meget højt salg og stor fremgang i slutningen af 2014. Januar salget var således fortsat meget fint, over januar sidste år og ligeledes over gennemsnittet for først halvår af 2014, således er vi absolut fortsat fortrøstningsfulde og tror på et godt marked, udtaler Gunni Mikkelsen.
Markant fald i antallet af elbiler
Elbilerne oplevede et rekordår i 2014 med en tredobling af salget, men januar starter stille med blot 61 solgte biler, hvilket – mod sidste års 109 og et gennemsnit i 2014 på ca. 125 biler pr. måned – er lavt. Tendensen er dog fortsat klar, andelen af luksusbiler er høj blandt elbilerne, således kan 36% af januar salget betegnes som luksusbiler. Vi mener, at det er for tidligt at sige noget om tendensen baseret på blot en enkelt måned og specielt oven på et rekordår som 2014, udtaler Gunni Mikkelsen, direktør i De Danske Bilimportører, men understreger samtidig, at hele afgiftsproblematikken må tænkes ind, ikke blot en fritagelse for afgifterne for elbiler som i dag, men en samlet løsning for alle biler.
Bilafgifterne
De Danske Bilimportører efterspørger en ændring af bilafgifterne i Danmark. En ændring væk fra beskatning af værdien af bilen og med fokus på bilens tekniske egenskaber i form af dens påvirkning af miljøet samt sikkerheden for alle trafikanter. En sådan ændring vil fremme flere moderne miljørigtige teknologier som hybridbiler, plug-in hybridbiler og biler på natur- og biogas og vil endvidere sikre, at de danske billister i højere grad vil vælge moderne avanceret sikkerhedsudstyr til bilerne udstyr, der vil være til glæde for alle trafikanter, ikke kun billisterne, og dermed for hele samfundet, siger Gunni Mikkelsen.
Eksempler på modeller i de forskellige klasser:
A+B segment (lille klasse): VW UP, Peugeot 208, Toyota Aygo, Ford Fiesta, Citroën C1
C segment (mellemklasse 1): Skoda Octavia, VW Golf, Nissan Qashqai, Peugeot 308, Audi A3, Hyundai i30
D segment (mellemklasse 2): BMV 3, Toyota Avensis, Opel Insignia, Mercedes C, Audi A4, VW Passat, Ford Mondeo
M segment (alle MPVer): Nissan Note, Mitsubishi Space Star, Citroen C4 Grand Picasso, VW Touran, Ford C-max
E-F-S segmentet (stor, luksus, sport): Mercedes E-serie, Audi A6, BMW 5-serie, Volvo V70, Tesla
Palle Sund, sund2802@gmail.com, kilde: Danske Bilimportører
Læs også: