Kultur
Birthe Kjær og Hjerteforeningen hylder sundhedspersonale ved uddeling af Hjerteprisen 2025
Sangerinden og Hjerteforeningens ambassadør, Birthe Kjær, stod i dag for en rørende prisuddeling ved eventet ’Sammen om hjertet’, der fandt sted på Hotel d’Angleterre i København. Her blev Hjerteprisen 2025 overrakt til repræsentanter fra Danmarks tre største højtspecialiserede børnehjerteambulatorier: Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet.
Sangerinden og Hjerteforeningens ambassadør, Birthe Kjær, stod i dag for en rørende prisuddeling ved eventet ’Sammen om hjertet’, der fandt sted på Hotel d’Angleterre i København. Her blev Hjerteprisen 2025 overrakt til repræsentanter fra Danmarks tre største højtspecialiserede børnehjerteambulatorier: Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Rigshospitalet.
Anerkendelse af en enestående indsats
Hjerteforeningen uddeler årligt Hjerteprisen for at anerkende en person eller en gruppe for en enestående indsats i kampen mod hjertesygdom. Prismodtageren har gjort en mærkbar forskel for sagen – enten for det enkelte menneske eller på samfundsniveau. I 2025 ønsker Hjerteforeningen at hylde og anerkende den store indsats og det imponerende arbejde, som sundhedspersonalet på landets tre største børnehjerteambulatorier bidrager med i kampen mod medfødt hjertesygdom i Danmark.
”Det er en stor ære at anerkende det arbejde, der hver dag gør en verden til forskel for hjertebørn i Danmark. Jeres indsats er uvurderlig,” sagde Birthe Kjær under prisuddelingen.
Personlig beretning på scenen
Birthe Kjær fik hjælp på scenen til at uddele pris og blomster af tvillingerne Alma og Ellen på 8 år fra Odense. Begge er født med Steno-Fallots tetralogi – en kompliceret hjertemisdannelse, der omfatter fire hjertefejl. De to tvillingepiger agerede repræsentanter for en lang række af landets hjertebørn, som hver dag får en uvurderlig behandling på alle landets børnehjerteambulatorier.
En indsats, der redder liv
Hjerteforeningens administrerende direktør, Anne Kaltoft, pointerede i forbindelse med uddelingen af Hjerteprisen vigtigheden af det arbejde, der udføres på børnehjerteambulatorierne:
”Der fødes ca. 500 børn om året med en hjertefejl. Medfødte hjertesygdomme er den hyppigst forekommende større fødselsdefekt og udgør ca. en tredjedel af alle fødselsdefekter. Derfor er det af allerstørste betydning, at der hver dag året rundt er dygtige og dedikerede sundhedsprofessionelle, der tager sig godt af disse hjertebørn og yder dem en optimal behandling og den rette omsorg.”
Kaltoft fortsatte:
”Flere børn med medfødt hjertesygdom overlever i dag i forhold til tidligere, da opsporing, diagnosticering og behandling er blevet bedre, så børnehjerteambulatorierne er vigtigere end nogensinde.”
En pris med symbolsk værdi
Prisen bestod af et diplom samt en vase – doneret og håndlavet af keramiker Stephanie Dyrby og udformet som et anatomisk hjerte – til hvert af de tre ambulatorier.
Remmen Fonden havde venligst stillet Palmehaven på Hotel d’Angleterre til rådighed for Hjerteforeningens event ’Sammen om hjertet’, der samlede sundhedsprofessionelle, patienter og pårørende i en stærk fejring af sammenholdet i kampen mod hjertesygdomme.
Kilde: Hjerteforeningen