Kultur

Bogcafé All Stars – 10 år med en god bog til kaffen

Flere bogcaféer henover efteråret

Redaktion
Af Redaktion 26. august 2015

.
Bogcaféen på Hovedbiblioteket fejrer 10 års fødselsdag med greatest hits og en kavalkade af fortællere.

Aalborg Bibliotekernes allerførste fredagsbogcafé hed En god bog til kaffen, og nu tager vi temaet op igen. Fredag den 4. september kl. 16-17.30 holder vi en jubilæumsbogcafé, hvor du kan møde ni veloplagte fortællere fra før og nu, der hver har medbragt deres yndlingsbog fra en tidligere bogcafé. Måske er din yndlingsbog også med? Nyd bøgerne med kaffe, te og kagemand samt Nordjysk Salontrio, der består af musikerne Christina Graakjær Rudan, Kirsten Martinsen og Ib Buchholtz.
Bogcaféen bliver fortalt af Bjarne Finderup, Torben Wendelboe, Erling Lykke, Tine Eggertsen, Ove Rasmussen, Peter Søholm, Kenneth Gjerulff, Lissa Harder og Bodil Bøtcher.

Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding, men det er en god idé at komme i god tid.

På Aalborg Bibliotekerne har bogcaféerne gjort biblioteksrummet til et mødested med litterær puls, når der måned efter måned fyldes op med gode romaner, smagsprøver og alverdens musik.

Bogcaféens styrke er den løse form i en fast ramme. Lidt som den klassiske rødstribede papirsslikpose kendt og trygt – men altid med nyt indhold. Et nyt tema hver gang åbner op for spontanitet og giver spillerum på tværs af genre, tid og form.

Glæd dig til flere bogcafeer i efteråret: Størst af alt – en klassikerbogcafé om kærlighed, Belgien de ukendte bøgers land og Den gammel og knejten en bogcafé om far/søn forholdet i litteraturen.

Kontakt
Hvis du vil vide mere om bogcaféen, kan du kontakte bibliotekar Vita Andersen på tlf. 9931 4363 eller på mail: vita.andersen@aalborg.dk