Nyheder

Brandmændenes OL indtager Aalborg i disse dage – se programmet her

For første gang nogensinde udspiller brandmændenes OL, World Firefighters Games, sig på dansk grund, når begivenheden her i weekenden bliver skudt i gang i Aalborg. Over den næste uge vil brandmænd fra alle verdenshjørner dyste i over 50 discipliner. De varierer fra udbredte idrætter som badminton, atletik og golf over mere eksotiske som kast med hestesko og svømning med finne til discipliner, der tager udgangspunkt i jobbet som brandmand m/k.

Brandmændenes OL indtager Aalborg i disse dage – se programmet her
Foto: Aalborg Kommune
9. september 2024
Af Benedikte Jensen

Til Bucket Brigade skal holdene dyste om, hvem der hurtigst kan fragte den største mængde vand gennem en forhindringsbane i Utzon Parken. Når der er Firetruck Challenge på køreteknisk anlæg i Støvring, gælder det både om at kunne styre en brandbil hurtigt og sikkert gennem den opstillede bane. Til Stairrun skal deltagerne tilbagelægge 750 meter på tid. En pæn portion af ruten løber af stejle trapper ved Eternitten. Kulminationen er konkurrencen Toughest Firefighter Alive, hvor de dystende blandt andet skal rulle brandslanger sammen, hejse ballast op i et trappetårn og løb i fuld uniform. Toughest Firefighter Alive foregår på en bane opstillet fra Utzon Parken til Larsen Waterfront. Her vil godt 300 brandmænd dyste om at blive verdens hurtigste og stærkeste.

Oprindeligt skulle Aalborg have været vært for World Firefighters Games i 2020, men corona-pandemien betød først en udsættelse til 2021 og sidenhen endnu en til 2024.

– Vi er meget spændte på at tage imod deltagerne. Det er så afgjort den event, vi har haft længst tid i støbeskeen, fortæller eventchef Søren Thorst fra Aalborg Events. – Så vi er meget glade for, at vi nu endelig kan se de mange forberedelser blive til konkrete oplevelser for deltagerne.

De mange konkurrencer foregår på idrætsanlæg i Aalborg og omegn. En del af dem er dog også flyttet ud i byrummet. Besøger du Aalborg i uge 37, kan du blandt andet se tovtrækningen i Utzon Parken, kast med hestesko på Slotspladsen og armlægning på Salling Rooftop. Sidst men ikke mindst er Slotspladsen omdannet til et stort samlingspunkt for deltagerne med musikalsk underholdning, en stor udstilling af brandbiler, streetfood og bar. Borgere og turister er også meget velkomne!

– Vi håber på, at borgere og gæster i Aalborg vil benytte sig af chancen til at se på noget af det, World Firefighters Games byder på. Der vil være mange aktiviteter, som ikke er set før i Aalborg. Det synes jeg bestemt ikke man skal snyde sig selv for at være en del af, afslutter Søren Thorst.

World Firefighters Games bliver officielt åbnet lørdag den 7. september kl. 16.00 og løber frem til den officielle afslutning lørdag den 14. september kl. 17.00. Samtidig med legene er der også Danske Beredskabers årsmøde i Aalborg, der i dagene 10. og 11. september betyder yderligere 500 brandmænd i byen.

Omkring 1.500 deltagere og pårørende deltager. Hong Kong, Sverige, England, Tyskland, Polen og Holland har flest deltagere.

Det sker blandt andet:

  • Stairrun – søndag 8/9 – Eternitten
  • Firehouse Cook off – mandag 9/9 – Tech College
  • Tovtrækning – onsdag – 11/9 – Utzon Parken
  • Kast med hestesko – onsdag – 11/9 – Slotspladsen
  • Toughest Firefighter Alive – onsdag til fredag – 11 – 13/9 – Havnefronten
  • Armlægning – fredag 13/9 – Salling Rooftop
  • Bucket brigade – lørdag 14/9 – Utzon Parken

Games Village har åbent:

  • Lørdag den 7. september – tirsdag den 10. september 13.00 – 21.00
  • Onsdag den 11. september – lørdag den 14. september 11.00 – 21.00

Her er der en bar og seks madboder.

Programmet for aktiviteterne på scenen er:

Lørdag 7/9

  • 16.00 Åbningsceremoni
  • 16.35 Prinsens Musikkorps
  • 17.30 musik ved Casper Dybdahl

Søndag 8/9

  • 15.00 musik ved Gunnva Johanissardotir
  • 16.00 Stairrun Præmieceremoni
  • 16.15 musik ved Gunnva Johanissardotir
  • 19.00 musik ved Panelet

Mandag 9/9

  • 16.00 musik ved Kristine Lind
  • 19.00 Firetruck Challenge Præmieceremoni

Tirsdag 10/9

  • 16.00 Water Rescue Præmieceremoni
  • 18.00 Next Host Night

Onsdag 11/9

  • 16.00 musik ved Casper Dybdahl
  • 19.00 Toughest Firefighter Alive, Horseshoe Toss og Tug of War Præmieceremoni

Torsdag 12/9

  • 16.00 musik ved Gunnva Johanissardotir (sang og guitar)
  • 19.00 Toughest Firefighter Alive Præmieceremoni

Fredag 13/9

  • 15.00 musik ved Panelet
  • 16.00 musik ved Kristine Lind
  • 19.00 Toughest Firefighter Alive Præmieceremoni

Lørdag 14/9

  • 11.30 Musik ved Panelet
  • 13.00 Musik ved Casper Dybdahl
  • 16.00 Bucket brigade – præmieceremoni
  • 17.00 Afslutningsceremoni
Tilbagekald af Protino mælkebaseret dessert

Læs også: Tilbagekald af Protino mælkebaseret dessert