.
Kære Helena
I en alder oppe omkring 60erne, så er synet ikke hvad det har været, der er mange der taler om lutein, Blue Berry og så videre, vil du ikke fortælle hvad det er og hvorfor det er så godt og om det er noget der er godt at tage.
Venlig hilsen Erna
Kære Erna
Det kan godt være lidt af en jungle at finde ud af hvad man skal vælge og hvorfor. Der er mange forskellige produkter, kvaliteter og ikke mindst priser. Hvilket mærke er det bedste til prisen, hvorledes er det fremstillet og hvordan optager kroppen det, spørgsmålene er mange.
Men det er synet du indleder dit spørgsmål med, så det vil jeg koncentrere mig om. I den branche jeg repræsenterer, har det været kendt i mange år, at lutein og zeaxanthin er godt for synet, men det gode er, at efterhånden som der fremkommer videnskabelige studier desangående kommer det også ud til befolkningens kendskab.
Lutein og zeaxanthin er carotenoider, de er begge antioxidanter og de eneste carotenoider der findes i det menneskelige øje i forvejen, og kan være med til at beskytte øjet mod AMD (aldersrelateret makuladegeneration) og grå stær.
Den gule plet (macula lutea) indeholder høje koncentrationer af lutein og zeaxanthin, hvilket er med til at give pletten (macula) dens gule (lutea) farve.
Carotenoider er gule og røde farvestoffer i planter. Uden carotenoider vil planter hurtigt gå til grunde af sollyset. Det findes også som farvepigmenter hos visse dyr som f.eks. krebsdyr i form af astaxanthin. Det er derfor ørreder og laks har den røde farve da de æder krebsdyr.
Via kosten kan man få lutein og zeaxanthin, bl.a. gennem: spinat, grønkål, grønne bladgrønsager, broccoli, gul majs, grønne ærter, græskar, gule squash, gulerødder, rosenkål, ribs, grønne oliven, røde peberfrugter, blommer, ferskner, appelsiner, mandariner, kiwifrugter, avocados, æggeblomme, ja listen er lang, så der er mange muligheder. Skipper Skræks yndlingsmad kogt spinat, er en rigtig god kilde til lutein og zeaxanthin.
Forskellige videnskabelige forsøg har vist, at der er betydeligt lavere risiko for at udvikle øjensygdomme for de personer der havde et højt indhold af lutein og zeaxanthin i blodet. Undersøgelserne har også påvist at de personer der fik mest lutein og zeaxanthin gennem kosten (op til 6 mg pr dag), havde en langt lavere risiko for at udvikle AMD end den gruppe, der fik mindst lutein og zeaxanthin gennem kosten (ned til 1,2 mg pr dag). Det har også vist sig, at et højt indtag af lutein og zeaxanthin nedsætter sandsynligheden for operation for grå stær. Så det er en god ide at sørge for, at disse to næringsstoffer findes i rigelig mængde i den daglige kost og derudover kan man også tage det som kosttilskud, husk at kontrollere indholdsfortegnelsen.
Kærlig forårshilsen fra Helena