Nyheder
Briller før brag: Myndighederne skruer op for kampagne mod fyrværkeriulykker
Beskyttelsesbriller skal være lige så fast en del af nytårsaften som fyrværkeri. Det er budskabet fra myndighederne, der i år intensiverer indsatsen mod fyrværkeriulykker efter en nytårsaften med 209 tilskadekomne – heraf 42 alvorligt.
Sidste nytår kom 209 personer til skade på grund af fyrværkeri, og 42 af dem fik alvorlige skader. Ifølge tal fra seneste nytårsaften bar 73 procent af de alvorligt tilskadekomne ikke beskyttelsesbriller.
Det får nu myndighederne til at rette et ekstra fokus mod netop beskyttelsesbriller i årets nytårskampagne.
“Nytårsaften skal være en fest. Ikke lig med en tur på hospitalet… Sidste år bar 73 procent af de alvorligt tilskadekomne ikke beskyttelsesbriller. Det tal er for højt,” siger erhvervsminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Kampagne med musikvideo og postkort ved salgssteder
Det er Sikkerhedsstyrelsen, der er ansvarlig myndighed på området, og styrelsen har i år blandt andet lanceret kampagnen “HAV du husket brillen?”. Kampagnen bliver understøttet af en sang og en musikvideo udført af en 6. klasse og sangeren Benjamin Hav, og derudover er der indrykket annoncer om beskyttelsesbriller.
Myndighederne har også sendt 150.000 postkort til distributører, som kan uddele dem ved fyrværkerisalgssteder.
Læs også:
Faktaboks
Fyrværkeriskader nytåret 2024/2025
- 209 personer kom til skade nytårsaften
- 42 fik alvorlige skader
- 73 % af de alvorligt tilskadekomne bar ikke beskyttelsesbriller
Læs også: