.
Brugtvognstest af:
Nissan Qashqai+2, 1,5 dCi Tecna
Årgang 08/2011. Kørt 34.000 km (km-garanti)
Et kendt mærke og en meget populær model. Ingen tvivl om, at netop Nissan har ramt plet med deres Qashqai. Indtil 2013 produceret i en +2 udgave. Altså monteret med extra to meget små sæder, meget tæt på bagruden, og nærmest ubrugelige. Der kom et facelift i 2014 uden de to ekstra sæder.
Udstyrslisten er lang, meget lang, da denne model er topmodellen mht. udstyr. Vi kan nævne: 7 sæder, glastag, navigation, bakkamera, keyless go, xenonlys, 2 zone klima, 6 gear, ESP, ABS, 6 airbags, fartpilot, kørecomputer, sædevarme, Bose højttalere, cd/radio/aux/usb, bluetooth, regnsensor, 4 x el-ruder, el-klapbare spejle, tågelygter, krompakke, multifunktionsrat, tagræling, isofix, splitbagsæde, læderrat, diesel partikel filter, alufælge og aftageligt træk.
Hvordan kører den så?
Forbavsende godt, bedre end jeg havde regnet med. Ligger godt på vejen, retningsstabil. Rent faktisk så mærkede jeg ikke, at jeg pludselig kørte 150 km/t på motorvejen. Minimal vindstøj, dog lidt påvirket af meget kraftig sidevind. Gearskiftet ligger godt. Accelerationen er god i betragtning af, at det er en diesel med 110 HK, vi har med at gøre. Alle instrumenter og kontaktarme sidder hvor man forventer at finde dem.
Fordelen ved denne biltype er, at man sidder lidt højere end i almindelige biler og det gør selvfølgelig, at den er nemmere at komme ind og ud af. Pladsen på bagsædet er OK, men langbenede sidder ikke rigtigt godt, hvis forsædderne er helt tilbage. Bagagerummet er næsten på størrelse med det, der er i Ford Mondeo.
Hvis man nu var ryger, ja så ville man mangle askebægeret. Denne her model var ikke udstyret med askebæger, ejheller cigarettænder.
Modellen her var helt fantastisk velholdt ingen ridser eller stenslag i lakken. På de bagerste sideruder og bagruden var der monteret solfilm. Bilen blev sat på Bilbasen om formiddagen og sidst på eftermiddagen var den solgt, så ja, der er rift om Qashqai. Da bilen her er solgt nævner vi ikke prisen. Men priserne varierer meget, så vær grundig når du tjekker.
Der er en del Nissan Qashqai til salg rundt omkring, flest af dem der er mindre end Qashqai+2. Er du i tvivl om priserne, så kan du evt. gå ind på bilpriser.dk, bilbasen.dk og biltorvet.dk Her er der god vejledning af finde. Alternativt kan du jo henvende dig ved en Nissan forhandler.
Tekniske data:
Motor: 1,5 ltr., 4 cyl., 8 ventiler. 110 HK. 6 gear.
Topfart 174 km/t (Fabrikstal)
0-100 km/t: 13,2 (Fabrikstal)
Km/l: 18,9 (Fabrikstal)
Jeg nåede 15,4 km/l ved blandet kørsel, heraf 450 km på motorvej.
I alt testlængde: 660 km
Længde 454 cm
Bredde 178 cm
Højde 165 cm
Vægt 1405 kg
Vægtafgift / grøn ejerafgift: 2.230 kr. hvert halve år
Farve. Sortmetallic
Tekst: Palle Sund, sund2802@gmail.com
Læs også: