Erhverv
CPH Fashion Week presser EU til at tage stilling til pelsforbud
Den københavnske modeuge opfordrer EU-Kommissionen til at forbyde både pelsavl og salg af pels fra pelsdyrfarme i hele EU.
Copenhagen Fashion Week lægger nu pres på EU-Kommissionen i spørgsmålet om pels. I en direkte henvendelse opfordrer den københavnske modeuge EU til at tage borgerinitiativet Fur Free Europe alvorligt og indføre et samlet forbud mod både pelsavl og salg af pels fra pelsdyrfarme i hele EU.
Ifølge pressemeddelelsen kommer udmeldingen, mens EU-Kommissionen ventes at træffe afgørelse i sagen senere i marts. Mink har allerede siden 2023 været bandlyst på catwalken under Copenhagen Fashion Week.
Modeuge blander sig i EU-sag
Copenhagen Fashion Week skriver i et opslag på Instagram:
“Vi ved, at Kommissionen senere denne måned vil offentliggøre deres afgørelse i forbindelse med borgerinitiativet Fur Free Europe. Som støtte til Fur Free Europe, opfordrer Copenhagen Fashion Week derfor EU Kommissionen til at indføre et totalt forbud mod pelsavl samt et forbud mod salg af pels fra pelsdyrfarme.”
Hos World Animal Protection Danmark bliver udmeldingen mødt med opbakning.
“Vi er enormt begejstrede for den meget klare udmelding fra CPH Fashion Week. Den læner sig smukt op af stort set samtlige faglige vurderinger af dyrevelfærd for mink og ræve, inklusive EUs egen videnskabelige komité, EFSA,” siger Stephanie Kruuse Klausen, programansvarlig for wildlife, World Animal Protection Danmark.
Læs også:
Kritik af EU-Kommissionens proces
World Animal Protection Danmark retter samtidig kritik mod EU-Kommissionens håndtering af sagen. Organisationen mener, at dyrebeskyttelsesorganisationer er blevet holdt ude, mens pelsindustrien har haft adgang til møder med kommissærerne.
“Stik imod de demokratiske spilleregler, har EU Kommissionen afvist at møde de dyrebeskyttelsesorganisationer, der står bag Fur Free Europe. Samtidig har de holdt lukkede møder med pelsindustrien, hvorefter de har afvist at udlevere referater og dagsordener til offentligheden,” forklarer Pernille Fraas Johnsen, senior rådgiver i World Animal Protection Danmark.
Ifølge pressemeddelelsen har EU’s ombudsmand i sidste uge også understreget over for kommissærerne, at de skal overholde de forvaltningsmæssige spilleregler og mødes med organisationerne, inden der træffes en afgørelse.
Afgørelse ventes i marts
Sagen følges tæt, fordi EU-Kommissionens beslutning kan få stor betydning for fremtidens pelsproduktion og pelssalg i Europa. Ifølge World Animal Protection Danmark ventes afgørelsen at komme i slutningen af marts.
Læs også: