Kultur

DADADOIT – koncert uden lyd

Redaktion
Af Redaktion 15. juli 2015

.
Oplev en koncert fremført på utraditionel vis helt uden lyd!

Den aalborggensiske musiker Morten Poulsen står bag projekt DADADOIT, som udfordrer det traditionelle koncertformat. Musikken bliver komponeret i nuet – det vil sige imens koncerten står på, men publikum kan kun høre koncerten ved hjælp af deres mobiltelefon. Musikken streames nemlig til en hjemmeside, som publikum har adgang til, og forbipasserende vil derfor ikke høre musikken. Koncerten transformeres fra at være en koncert for alle til at blive en intim én-til-én oplevelse.
Fredag den 24. juli kl. 15 og igen kl. 16.15 gæster Morten Poulsen Hovedbiblioteket, hvor bibliotekets gæster kan opleve den lydløse koncert hvis blot de har deres smartphone med.
Koncerten er den anden af sin slags, og den første DADADOIT koncert Beats Destructed fandt sted i december 2014. Her udviklede en trommesolo sig til et musikalsk blodbad, hvor trommesættet endte livet under et baseballbats ubarmhjertige rytmer, så der er bestemt lagt op til en opsigtsvækkende og anderledes koncert.
Om Morten Poulsen
Morten Poulsen er både trommeslager, komponist og lydkunstner, og han har bl.a. arbejdet sammen med kunstnere fra New York, Amsterdam og Berlin. I sit arbejde gør han brug af både performancekunst, improvisation, absurd teater, teknologi og meget mere.
Projekt DADADOIT er støttet af KulturKANten Nordjyllands Kulturaftale.