Nyheder
Danmark største flyshow kan give massiv søndagstrafik: Op mod 125.000 gæster ventes i morgen ved Aalborg Lufthavn
Danish Air Show på Flyvestation Aalborg ventes søndag at lægge stort pres på vejene omkring Aalborg Lufthavn og Vadum. Trafikanter opfordres til at køre hjemmefra i god tid.
Der kan blive tæt trafik og lange køer omkring Aalborg Lufthavn og Vadum søndag den 13. september, når Danish Air Show finder sted på Flyvestation Aalborg.
Arrangørerne forventer op mod 125.000 gæster, og det store antal besøgende ventes at lægge et massivt pres på vejnettet i området gennem hele dagen.
Trafikken bliver i forbindelse med arrangementet ledt ad særlige ruter, og både gæster til flyshowet, flyrejsende og øvrige trafikanter skal være forberedt på omkørsler og længere rejsetid.
Størst risiko for kø på bestemte tidspunkter
Vejdirektoratet forventer ekstra rejsetid hele søndagen. Risikoen for kødannelser ventes dog at være størst om morgenen mellem klokken 7.00 og 10.00 og igen om eftermiddagen mellem klokken 15.00 og 17.00.
Besøgende til Danish Air Show anbefales at slukke GPS’en og i stedet følge de gule skilte med teksten ”Airshow”.
Det anbefales samtidig at køre hjemmefra i god tid. For dem, der har mulighed for det, kan cyklen være et alternativ. Den ventes at være den hurtigste transportform til arrangementet.
Læs også:
Også flyrejsende skal sætte ekstra tid af
Det er ikke kun gæster til Danish Air Show, der kan blive påvirket af trafikken.
Flyrejsende til og fra Aalborg Lufthavn opfordres til at sætte ekstra tid af til turen og følge informationerne fra lufthavnen.
Øvrige trafikanter i området bør ligeledes være forberedt på kø og følge skiltningen.
Busser bliver omlagt
Også den kollektive trafik bliver påvirket. Der vil være omlægninger af busruter i området, og rejsende anbefales derfor at tjekke Rejseplanen og Midttrafiks hjemmeside.
Bilister kan inden afgang følge den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk og holde sig opdateret via P4 Trafik under kørslen.
På Vejdirektoratets trafikkort kan trafikanter desuden finde aktuelle oplysninger om trafikken på statsvejene samt vejarbejder, restriktioner og øvrige trafikmeldinger.
Læs også: