Nyheder

Danmark tager afsked med klippekortet efter 120 års rejser

Et kapitel i dansk kollektiv trafik slutter den 30. september 2025. Her stopper Midttrafik salget af klippekort i Midttrafik app – det sidste sted i landet, hvor denne type billet stadig kunne købes.

Danmark tager afsked med klippekortet efter 120 års rejser
Rejsekort som app er et godt alternativ til klippekortet - Foto: Midttrafik
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 23. juni 2025

Klippekortet synger på sidste vers

Klippekortet har i mange år været en populær billetløsning blandt pendlere og lejlighedsvise brugere af offentlig transport. Men tiden er løbet fra systemet, og det bliver nu helt udfaset, når Midttrafik fjerner muligheden for køb i deres app.

“Klippekortet er allerede udfaset hos de andre trafikselskaber til fordel for Rejsekortet – senest i forbindelse med takstreformen Takst Vest i 2018,” oplyser Midttrafik.

Midttrafik valgte dengang at tilbyde en digital version af klippekortet i deres app, men denne løsning forsvinder nu til fordel for landsdækkende alternativer som Rejsebillet og Rejsekort som app.

Rejsekortet tager over

Midttrafik peger på Rejsekort som app som den oplagte digitale arvtager til klippekortet.

“Allerede i dag er Rejsekort som app et godt og digitalt alternativ til et klippekort på Midttrafik app,” lyder det fra selskabet.

Fordelene tæller blandt andet mængderabat og lavere priser i lavtrafikperioder – midt på dagen, om aftenen, i weekender og på helligdage. Prisen pr. rejse er den samme som med klippekort.

Appen er gratis og kan hentes i både App Store og Google Play.

Klippekort kan bruges frem til marts 2026

Selvom salget stopper den 30. september 2025, får kunderne en seks måneders overgangsperiode, hvor de stadig kan bruge deres allerede købte klip.

“Sidste klip skal altså være brugt 31. marts 2026,” bekræfter Midttrafik.

I perioden frem mod salgsstop vil det kun være muligt at have to aktive klippekort ad gangen i Midttrafik app.

Midttrafik: Brug dine klip – og skift i tide

Midttrafik anbefaler kunderne at begynde overgangen til Rejsekort som app med det samme og fraråder nye køb af klippekort.

“Vi anbefaler, at kunderne undlader at købe flere klippekort, men skifter over til Rejsekort som app, så snart de har opbrugt deres sidste klip. På den måde undgår de at brænde inde med klip og slipper for at skulle ansøge om refusion,” lyder opfordringen.

Farvel til Midttrafik app – goddag til landsdækkende billetløsninger

Midttrafik app – ligesom fysiske rejsekort – er på vej ud i takt med, at nationale løsninger tager over. Rejsebillet og Rejsekort som app vinder frem som de foretrukne digitale platforme.

På længere sigt er målet én samlet national app.

“Sammen med Rejseplanen smelter de to billetapps en dag sammen til den landsdækkende MaaS-app (Mobility as a Service), så kunderne har alle rejseinformationer samlet i én app, når de skal afsted med kollektiv trafik eller delemobilitet,” oplyser Midttrafik.

Udviklingen af den nationale MaaS-app blev besluttet politisk i 2021 og er en del af investeringerne i bedre og billigere kollektiv trafik frem mod 2035.