.
Kompas kommunikation skriver:
– Lovændring for alkoholfri øl i tråd med forbrugernes ændrede alkoholvaner
Sundhed er blevet normen i det danske samfund. Ikke alene dyrker vi mere motion, spiser mindre fedt og mere grønt mange er også begyndt at drikke mindre alkohol af sundhedsmæssige årsager.
Ølsalget i Danmark er nedadgående, men til gengæld ser man rundt omkring i resten af Europa, at salget af alkoholfri øl er steget inden for de seneste år. Eksperter spår, at vi også i Danmark fremover vil opleve, at lavalkoholøl i højere grad erstatter traditionel øl. Carlsberg Danmark har, som det første danske bryggeri på det danske marked, lanceret øl med 0,5 % alkohol (Carlsberg Nordic). Øllene må med ny lovændring fra denne uge nu kaldes alkoholfri.
Påskefrokost, fredagsbar, familiefest eller fodboldkamp. Der er som oftest øl på bordet, når danskerne indgår i sociale sammenhænge, og godt 6 ud af 10 danskere (61 pct.) mener, at det er en del af den danske kulturarv at drikke øl sammen.
Danskerne fravælger alkohol i sundhedens tegn
De seneste årtiers øgede fokus på sundhed, har dog påvirket danskernes forhold til alkohol. Således har mere end hver femte dansker over 18 år (22 pct.) inden for de seneste fem år valgt at drikke mindre alkohol for at leve sundere. Især til frokosten i hverdagen viger øl og vin pladsen til fordel for sundere alternativer. Det viser en undersøgelse, som Carlsberg Danmark har foretaget blandt 1.012 danskere. Tendensen kan spores i den nedadgående kurve i salget af øl, som Bryggeriforeningen i Danmark oplever.
I flere år har der været en spirende tendens til et faldende alkoholforbrug, som blot bliver mere udbredt med tiden. Vi så allerede i 2007 firstmoverne tænke i et langt mindre forbrug af alkohol. I dag passer alkohol og øl ikke ind i vores hverdag, hvor vi gerne vil have overskud til hinanden. Tiden er for dyrebar til at være ineffektiv og inaktiv. Det er utjekket at være beruset eller have tømmermænd, fordi det forpurrer både vores relationer og selvudfoldelse, udtaler Kirsten Poulsen, futurolog og ejer af Firstmove.
Lavalkoholisk øl spås en stor fremtid af kostvejleder Ida Krak, der vurderer, at øllene i fremtiden vil blive opfattet som et legitimt alternativ til traditionel øl: Lavalkoholisk øl passer godt ind i danskernes livsstil i dag, hvor sundhed er på sit højeste og i den grad hipt. I dag er sundheden for mange vores faste holdepunkt, som fylder meget i vores tanker og livsstil, fortæller hun.
Fremgang for alkoholfri øl i Europa. Ny lovændring baner vejen for kategorien i Danmark
I flere af de europæiske lande har et fravalg af alkohol, men tilvalg af ølsmagen, ført til en stigning i salget af alkoholfri øl.
I Spanien er salget af alkoholfri øl fordoblet siden år 2000, og ti pct. af det spanske øl er alkoholsvage og
-frie, viser tal fra Bryggeriforeningen. I Tyskland er Erdingers alkoholfri øl officiel sponsor af Berlin Marathon og anerkendes som en god og nærende tørstslukker. Sågar i vores nordiske naboland Sverige steg salget af alkoholfri øl med 32 pct. i 2012 sammenlignet med året før.
De tre ovenfor nævnte lande opererer dog alle med en grænse på 0,5 % alkohol for kategorien alkoholfri øl. Herhjemme har den lovmæssige grænse for alkohol øl indtil i dag ligget på 0,1 % alkohol. Det har nu ændret sig, da fødevareminister Dan Jørgensen og sundhedsminister Nick Hækkerup har fået vedtaget en lovændring om at hæve grænsen for alkoholfri øl til 0,5 % i Danmark.
Bryggeriforeningens direktør Niels Hald udtaler: Vi er glade for lovændringen og spår, at det vil betyde en betragtelig vækst for alkoholfri øl i Danmark.
Alkoholprocenter giver bedre smag
At grænsen for alkoholfri øl hæves til 0,5 % alkohol giver, ifølge brygmester Morten Ibsen fra Carlsberg Danmark, bedre mulighed for at lave en alkoholfri øl, der smager af den ægte vare:
Rent processuelt sker der noget med smagen, når man laver øl helt uden alkohol. Ned til 0,5 % er det stadig muligt at frembringe en fylde, men kommer man under denne grænse, forringes smagen betragteligt. I udlandet, hvor man har haft et forspring i udviklingen af alkoholfri øl, brygges der rigtigt mange gode og spændende øl i denne kategori, udtaler brygmester hos Carlsberg, Morten Ibsen, der fortsætter: Populært sagt kan man sige, at en øl med 0,5 % alkohol smager fem gange bedre end en helt alkoholfri variant på 0,1 %, fordi alkoholen i øllen har en positiv smagsmæssig effekt. Når man synker øllet, så virker alkoholen som bærestof og bærer aromaerne baglæns op i næsen, som er en del af sanseapparatet, der giver den nuancerede smagsoplevelse. Desuden giver det en god mundfylde, når man får øllet ind i munden.
Carlsberg er første danske bryggeri til at satse på øl med 0,5 %
Carlsberg Danmark er det første danske bryggeri til at lancere en øl med 0,5 % alkohol i hjemlandet. I januar 2014 blev Carlsberg Nordic lanceret i to varianter på de danske hylder. Fra i dag må Carlsberg Nordic kaldes alkoholfri:
Vi har valgt at satse på denne kategori som et tilvalg for de danske forbrugere, der synes godt om smagen af øl, men gerne vil skære ned på alkoholprocenterne. Vores egne markedsundersøgelser viser, at forbrugerne egentlig ofte har lyst til en øl over frokosten i hverdagen eller efter de har slået græs en lørdag formiddag. Mange fravælger den blot, fordi de vil have energi til resten af dagen. De skal have et alternativ. Det udtaler Innovation Manager for Carlsberg Danmark, Pernille Arnt.
Kirsten Poulsen fra Firstmove påpeger, at Carlsberg Nordic rammer bredt, fordi den spiller på vores behov for kontrol gennem et mindre forbrug af alkohol.
Kostvejleder Ida Krak udtaler: Carlsberg Nordic er et særdeles positivt tilvalg og meget aktuelt for de danskere, der søger et liv med sundhed øverst på dagsordenen.