Debatindlæg: Det er som bekendt ikke altid størrelsen – ej heller i vores folkeskoler

Debatten om folkeskolen fylder igen og med god grund. Regeringen foreslår blandt andet et loft over klassestørrelser i de mindste klasser og taler om at skaffe flere tusinde nye lærere. Intentionen er god: Flere voksne i klasselokalet, mere ro, bedre læring og større trivsel. Det kan jeg sagtens bakke op om. Men som underviser med flere års erfaring fra virkeligheden – både fra gymnasiet, erhvervsskolen og folkeskolen – ved jeg, at det ikke kun er størrelsen på klassen, der er afgørende. Tværtimod.

Jeg er derfor bekymret for, om Christiansborg igen er på vej til at løse regulære udfordringer med endnu mere central detailstyring – og med løsninger, der i høj grad handler om struktur, malerisk retorik og byggeri frem for om mennesker.

I stedet for at bruge milliarder på nyt skolebyggeri og flere kvadratmeter – for det vil det netop kræve, hvis Lilleskoler skal se dagens lys – bør vi fokusere langt mere på det, der faktisk gør en forskel i hverdagen: kompetencer i klasserummet. Mursten underviser som bekendt ikke børn og unge, det gør voksne. Voksne, som løbende skal have efteruddannelse, idet lærergerningen ikke blot er et spørgsmål om at formidle og facilitere et fag, men være en afgørende voksen i både børn og familiers liv – for hold nu op, hvor skal man lægge ører og hjerte til meget, og derfor er kompetenceudvikling så usigeligt vigtigt.

Èn ting er at være dygtig til sit fagområde, men hvordan favner man et barn, der pludseligt skal bo to steder, fordi forældrene skal skilles, hvordan favner man et barn, når en forældre dør, en lillesøster, der er indlagt, en søskende med skolevægring, eller noget ganske andet, som opleves i livet udenfor klassen, men som naturligvis infiltrerer den man er, også i skolen?  

Lektionsloft er vigtigere end klassestørrelser

At fastsætte nationale loft over klassestørrelser lyder umiddelbart sympatisk, men virkeligheden i vores skoler er langt mere forskelligartet. Nogle klasser fungerer fint med 20–22 elever, hvis der er to voksne i rummet. Andre klasser har brug for ekstra hænder, selvom de er færre. Jeg har selv oplevet en klasse med 29 elever, som var særdeles homogen og en klasse på 15, der var det modsatte. Udfordringerne varierer fra skole til skole – og fra kommune til kommune.

Grundlæggende mener jeg, at vi skal have større tillid til de lokale løsninger. Skoleledelser, lærere og kommunalbestyrelser kender deres elever, deres udfordringer og deres muligheder langt bedre end et ministerium i København. Nogle steder giver et klasseloft mening. Andre steder er tolærerordninger, støttepersoner, mellemformer, læsevejledere eller sps-vejledere i lokalet den rigtige vej, men i min optik skal vi forholde os til antal lektioner og konfrontationstimer for den enkelte underviser mere end størrelsen på klassen, fordi motivation, energi og forberedelsestid ofte hænger sammen, og afkastet vil være derefter.

Jeg er vild med ressourcer til skolerne. Kom gerne med de 5 milliarder, men den såkaldte Lilleskole kan ikke gøre en forskel alene – for det er som bekendt ikke kun størrelsen på klassen, men rammer, indhold og kompetencer, der er vigtigst.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!