Debat
Debatindlæg: Stop skræmmekampagnen – ingen planer om at lukke Hobro Sygehus
Af Anne Honoré Østergaard (V), Jess V. Laursen (V) , medlemmer af Regionsrådet i Region Nordjylland
Vi må ærligt sige, at vi undrer os over, hvordan et rygte om, at Hobro Sygehus skulle være truet af lukning, pludselig er blevet til et politisk budskab – endda fra et medlem af regionsrådet selv.
Regionsrådsmedlem Torben Ringe Christensen (A) har i et debatindlæg og på sin egen valgflyer givet indtryk af, at Hobro Sygehus måske står for fald. Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Der er ingen planer, beslutninger eller drøftelser i Regionsrådet om at lukke Hobro Sygehus.
Når et regionsmedlem rejser så alvorlige påstande, må man forvente, at der også er dokumentation bag. Hvor kommer det fra? Hvis der eksisterer et notat om en lukning, må det i givet fald stamme fra tiden under den tidligere regionsformand – som i øvrigt var fra Torben Ringe Christensens eget parti. For i de seneste fire år har der ikke været fremlagt ét eneste dokument, forslag eller initiativ i den retning.
Det, der er virkelig ærgerligt her, er, at man skaber unødig utryghed blandt medarbejdere, patienter og lokalsamfund – helt uden grund. I stedet for at sprede mistillid burde vi stå sammen om det, vi faktisk er enige om: At Hobro Sygehus spiller en vigtig rolle i den nordjyske sundhedsstruktur, og at vi skal udvikle det – ikke afvikle det.
Der er brug for politikere, der tager ansvar for fakta, ikke for frygt.
Så lad os slå det fast én gang for alle:
Der er ingen planer om at lukke Hobro Sygehus. Punktum.
Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!
Læs også: