.
På konferencen Logistikkens Dag i Aalborg, der blev afholdt den 1. december, var det helt store samtaleemne gods på bane. En række eksperter bød ind med forskellige synspunkter, og selvom der var enighed om, at der er lang vej endnu, var der fortsat optimisme at spore for fremtiden.
Over 120 logistikeksperter var tirsdag samlet på konferencen Logistikkens Dag i Aalborg for at diskutere fremtiden for gods på bane. Her stod det klart, at jernbanen i Danmark trods et øget politisk fokus har en lang række udfordringer, der skal løses, før gods på bane for alvor bliver et attraktivt alternativ for erhvervslivet.
– De danske jernbaner halter stadig alvorligt bagefter, og der er nogle åbenlyse problemer, som blandt andet bunder i manglende eller for dårlige spor og for få lokale terminaler, der tvinger virksomhederne ud i for- og eftertransport og dermed øgede transportudgifter og transittider, fortalte jernbaneekspert Ole Kien, der har en fortid hos DSB og senest ved Rambøll, på konferencen.
– Hvis jernbanetransporten skal helt op i gear, så kræver det først og fremmest, at der kommer mere politisk handling, samtidig med Banedanmark prioriterer området. Derudover er man nødt til at få flere lokalt placerede terminaler, der er uafhængige af operatører, og forkorte transittider, fx gennem en bedre og hurtige kanaltildeling og køreplanlægning.
Ole Kien var blandt oplægsholderne på Logistikkens Dag, der også havde oplæg fra DB Schenker Rail Scandinavia, der står for 80 procent af al godsbanetrafik i Danmark, og DHL Global Forwarding, der fortalte om deres positive erfaringer med at transportere gods på jernbane fra Chengdu i Kina til Europa.
Og der blev da også delt flere andre gode eksempler på, at jernbanen godt kan konkurrere med alternative transportformer som sø- og luftfragt. Salgschef hos DB Schenker Rail Scandinavia Thomas Vestergaard kunne blandt andet fortælle, hvordan Carlsberg ved at køre 20 heltog om ugen fra Fredericia til Høje Taastrup kan flytte meget store volumener til konkurrencedygtige priser og oven i købet med en miljøbesparelse på 8,7 tons CO2 pr. tog. En faktor som i stigende grad vægtes, eksempelvis af Coco Cola, der er en af Carlsberg største kunder.
Formålet med Logistikkens Dag, der blev afholdt for fjerde år i træk i Aalborg Kongres & Kultur Center, var blandt andet at be- og afkræfte myter omkring jernbanetransport og give en status på mulighederne for jernbanegodstransport. Jens Uggerhøj, netværksleder i SmartLog, der står bag Logistikkens Dag, fortæller:
– Som et af de største logistiknetværk i Danmark vil vi gerne være med til at sætte et så vigtigt og aktuelt emne som jernbanegods på dagsordenen. Mange af de virksomheder, der arbejder med logistik, er på den ene eller anden måde påvirket af de ting, der sker med jernbanen. Derfor håber vi, at vi ved at sætte fokus på gods på bane har været med til at give et overblik over fremtiden for området, og ikke mindst hvad man som virksomhed eller operatør selv kan gøre for at være med til at drive udviklingen og fremtiden.
Logistikkens Dag er en årligt tilbagevendende begivenhed og henvender sig bredt til virksomheder i logistikbranchen, herunder produktions-, distributions- handels- og lagervirksomheder. Foruden de tre oplægsholdere, der stillede skarpt på jernbane-udfordringerne, var der også oplæg fra blandt andre Aktieselskabet Carl Christensen, der delte ud af deres erfaringer med skiftet fra manuelt til automatisk lagerføring og Nettoline A/S, der fortalte om, hvordan de har formået at differentiere sig gennem logistik.
SmartLog er et af de førende logistiknetværk i Danmark og arbejder for at videreudvikle de danske kompetencer inden for logistikløsninger. SmartLog arbejder tæt sammen med Center for Logistik på Aalborg Universitet (CELOG), som er Danmarks eneste logistik-forskningscenter, og har blandt andet til formål at etablere erfa-netværk og at danne forum for vidensdeling og vidensudveksling.
Læs også: