Erhverv

Digitaliseringen af Aalborg er i fuld gang

Redaktion
Af Redaktion 16. september 2015

.
Aalborg har hidtil haltet bagefter, når det handler om lyslederbaseret internet. Men Bredbånd Nord og Himmerlands Elforsyning har nu for alvor sat gravemaskinerne i gang og etablerer et meget omfattende netværk af lyslederkabler i store dele af byen. Samtidig etableres centrale nordjyske Netflix- og Google-servere i Aalborg.

Behovet for hurtigt, stabilt internet hos både borgere og virksomheder kan efterhånden sidestilles med behovet for elektricitet. Aalborg har dog længe været en sort plet på det digitale landkort, da den nordjyske hovedstad kun i ringe omfang har været koblet på de digitale motorveje. Det handler om fremtidens internetforbindelse, der er baseret på lysleder-teknologi også kaldet fiber, der kan transportere enorme mængder data og signaler. Faktisk kan bare en enkelt lysleder teoretisk set rumme lige så meget data som alle Danmarks ADSL-forbindelser tilsammen, så det er et særdeles sprængfyldt kabel, der i øjeblikket rulles ud i Aalborg:

– Hurtigt lyslederbaseret bredbånd er efterhånden blevet et folkekrav. Mange husstande har 15-20 enheder, der er afhængige af stabilt og hurtigt internet, og antallet vokser eksplosivt år for år. Samtidig fordobles det gennemsnitlige hastighedsbehov nu hvert andet år, og det betyder, at en privat husstand i 2020 har behov for en 300/300-forbindelse, forklarer adm. direktør Søren Juul Hansen fra Bredbånd Nord.

Bredbånd Nord er ejet af de tre nordjyske el-selskaber Nord Energi, Nyfors og Himmerlands Elforsyning (HEF) og er sat i verden for at udbrede fiberbredbånd til hele regionen og herved placere Nordjylland i front IT-mæssigt. Men det er en stor opgave at grave en motorvej ned til alle nordjyske husstande:

– Det er et meget stort og meget ambitiøst projekt at skulle digitalisere en hel landsdel med knap 600.000 indbyggere og flere end 20.000 virksomheder. Men vi tager regionen bid for bid og sætter så meget fart på som overhovedet muligt, forklarer adm. direktør Søren Juul Hansen fra Bredbånd Nord.

I 2015 og 2016 sætter Bredbånd Nord i samarbejde med HEF for alvor speed på udrulningen i Aalborg. I første halvdel af 2015 er dele af Hasseris, Digterkvarteret, Gug, Visse, Nørholm, Lindholm og Sdr. Tranders blevet en del af det fornemme selskab. Nu fortsætter udrulningen i de nævnte bydele og påbegyndes i Frydendal, Gistrup og Kærby samt i dele af Aalborg Øst, Vejgaard og Nr. Tranders. Der etableres samtidig også flere hovedfærdselsårer såkaldte backbones under Aalborgs gader og stræder.

Nedgravningen af fiber i en by af Aalborgs størrelse er en meget stor investering, men Søren Juul Hansen er dog ikke bekymret for sin investering på den lange bane:

– Vi er i den privilegerede situation, at vi kan tillade os at tænke meget langsigtet. For det er klart, at det er en meget stor investering for os at skulle dække alle private husstande og virksomheder i Aalborg med vores fibernet. Derfor har vi også været nødt til at dele udrulningen op i flere faser. Til gengæld er kapaciteten og hastigheden så stor, at lyslederteknologien er fremtidssikret i mange, mange år fremover, forklarer han.

Den teoretiske grænse for én enkelt lysleder er på ikke mindre end 100.000 Gbit/s svarende til streaming af film i HD-kvalitet på 10 millioner fjernsyn samtidig. Og apropos streaming af film har Bredbånd Nord i samarbejde med den amerikanske streaming-udbyder Netflix etableret en meget stor og kraftig server i Aalborg. Det er en såkaldt cache-server, der konstant holder øje med, hvilke film og serier Bredbånd Nords
godt 50.000 fiberkunder i Nordjylland helst vil se. Serveren tager en lokal kopi af filmene og serierne og herved sikres en større hastighed og kvalitet til de nordjyske forbrugere. Bredbånd Nord har et tilsvarende samarbejde med Google, der sikrer, at adgangen til Googles mange søgetjenester ligeledes kan ske ekstremt hurtigt.

Udrulningen af det lyslederbaserede bredbånd i Aalborg spiller en helt afgørende rolle for Aalborgs Smart City-visioner. Lynhurtigt internet er ganske enkelt forudsætningen for byens udvikling både på erhvervssiden, sundheds- og velfærdsområdet og for den enkelte borgers teknologiske formåen. Erfaringer fra Bredbånd Nords projekt Gbit-byen Dronninglund viser, at bredbåndshastigheder på op til 1 Gbit hurtigt får udviklingen til at tage fart:

– Hvis der aldrig er ventetid, og hvis ikke internethastigheden er en begrænsende faktor, så begynder du at agere anderledes. Det har vi erfaret ved småskalaprojekter i både Tranum og Dronninglund. Lynhurtigt internet er simpelthen forudsætningen for udviklingen af vores landsdel og for, at vi kan klare os i den stigende konkurrence fra udlandet, pointerer Søren Juul Hansen.

Indtil videre sætter han derfor så meget speed på udrulningen som muligt, men der er dog stadig et stykke vej, inden Aalborg og resten af de nordjyske byer har lyslederbaseret internet tilgængeligt.