Nyheder
DM-hattrick til ung Aalborg-fægter
Aalborg Fægteklubs Anna Chen Weinreich har netop været til sit første danmarksmesterskab for kadetter og er vendt hjem med guldmedalje efter en perlerække af sejre.
”Der er faktisk tale om et DM-hattrick til Anna, for ved B&U-DM i foråret vandt hun individuelt guld i både U13- og U15-kategorien – og nu er hun altså også U17-mester på fleuret. Annas udvikling gennem det seneste par år har tydeligt indikeret, at der var noget rigtig godt på vej. Det er dejligt på denne kontante måde at være vidne til, at hendes målrettede indsats bærer frugt”, siger formand Pia Haack Vadstrup, Aalborg Fægteklub.
Anna Chen Weinreich er efter kadet-DM blevet udtaget til det danske bruttolandshold. Det samme er hendes klubkammerat Sebastian Aspegren Søndergaard, der vandt bronze i forbindelse med DM, ligeledes i U17-kategorien.
”Sebastian begyndte efter sommerferien i en af klasserne under Elitesport Aalborg og Aalborg Kommunes elitesatsning på Sønderbroskolen og det er lidt vildt at se, at det allerede nu giver positive resultater”, siger Pia Haack Vadstrup.
Begge Aalborg-fægtere deltager i begyndelsen af december i et stort Cadet Circuit-stævne i Sydfrankrig og skal i februar 2025 sammen med endnu en ung fægter fra klubben til et internationalt stævne i Paris.
Pia Haack Vadstrup fortæller, at Aalborg Fægteklub netop har taget hul på et tre måneder langt introduktionsforløb, der i bedste fald vil føje nye blivende B&U-fægtere til klubben:
”Vi har i den forbindelse budt velkommen til fire danske og to ukrainske børn, som gerne vil lære at fægte. Det er der rig mulighed for på det nye hold, for det fungerer som en slags boble i klubben, hvor de udvikler sig sammen. Børnene kan på den måde stille og roligt vænne sig til sporten og hinanden. Når der så er gået tre måneder, finder vi sammen ud af, om der er basis for at fortsætte på et af klubbens ordinære børnehold, hvor de kan fægte flere gange om ugen.”
I øvrigt var der mere metal til et af Aalborg Fægteklubs medlemmer ved de danske veteranmesterskaber, for her vandt Mikkel Grathe guld i kårdefægternes O40-klasse.